Der har været ny kontakt mellem familien til den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen og de formodede kidnappere.

Det skriver det norske medie NRK, som også oplyser, at der vil være et pressemøde senere i eftermiddag klokken 17.30.

Du vil kunne følge pressemødet live på B.T.

Ifølge NRK har den seneste kommunikation foregået på en krypteret platform mellem familiens advokat Svein Holden og de formodede kidnappere.

Huset på Sloraveien 4, hvor ægteparret Hagen bor.
Huset på Sloraveien 4, hvor ægteparret Hagen bor. Foto: Jens Astrup
Vis mere

Sidste gang familien hørte fra kidnapperne er den 16. januar.

I mere end 15 uger har norsk politi arbejdet på sagen, der delvist har foregået som en hemmelig operation.

Først 10 uger efter hendes forsvinden gik politiet til pressen og fortalte om sagen.

Den 68-årige Anne-Elisabeth Hagen blev sidst set den 31. oktober 2018.

Hun er gift med Norges 172. rigeste mand, Tom Hagen.

Anne-Elisabeth Hagen blev tit set ude at gå med familiens hund.
Anne-Elisabeth Hagen blev tit set ude at gå med familiens hund. Foto: Privat
Vis mere

Det sidste sikre livstegn fra den forsvundne kvinde er en telefonsamtale, som hun havde med et familiemedlem samme dag.

Det norske politi efterforsker sagen som en kidnapning, som skulle have fundet sted i parrets hjem i Lørenskog udenfor Oslo.

Det var Tom Hagen, der den 31. oktober meldte sin hustru savnet.

Da han kom hjem fra arbejde den dag, var den hjemmegående Anne-Elisabeth Hagen væk.

I det tomme hus havde han i stedet fundet et brev, hvor der på gebrokkent norsk var formuleret mordtrusler og krav om løsepenge i kryptovaluta.

Beløbet er 90 millioner norske kroner.

Familien har tidligere oplyst, at de ikke vil betale løsepenge, før de har sikret sig et livstegn på Anne-Elisabeth Hagen.