Nu vokser presset på justitsminister Nick Hækkerup (S).
Politikere fra både rød og blå blok vil spørge ministeren, hvordan han vil leve op til de forslag om store ændringer i politiet, der er del af Socialdemokratiets udspil 'Nærheden tilbage'.
Eksempelvis foreslår partiet 20 nye nærpoliti-enheder med 10 enheder på hver side af Storebælt, mobile politistationer samt flere moderne landbetjente ud i lokalsamfundene.
Forslag, som Socialdemokratiet kom med sidste år og gik til valg på i juni.
»Det er ikke muligt både at blæse og have mel i munden. Det er kommet frem, at sagsbehandlingstiden af kriminalitet mod borgerne er rekordlang, og betjentenes overarbejdstid er steget voldsomt,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, og tilføjer:
»Derfor vil jeg meget gerne vide, hvordan ministeren vil leve op til Socialdemokratiets forslag inden valget samtidig med de store udfordringer, som politiet står overfor,« siger Peter Skaarup.
B.T. har den seneste tid afdækket, hvordan sagsbehandlingen af især indbrud, tyveri, røveri, sædelighedsforbrydelser og personfarlig kriminalitet er steget drastisk. I første kvartal af 2019 gik der i gennemsnit 340 dage fra anmeldelse til fældende afgørelse, mens der i første kvartal af 2007 blot gik 212 dage.
De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, har også nye spørgsmål til ministeren. Blandt andet vil han i forhold til Socialdemokratiets forslag gerne vide, hvordan mobile politistationer skal gøre, at ofre for kriminalitet vil vente kortere tid på, at politi og domstole behandler deres sag.
»Det svarer til, at politikerne flytter rundt på nogle ludobrikker, når de kommer med ekstra opgaver, uden at spørge politiet først. Jeg tvivler i hvert fald på, at det giver kortere sagsbehandlingstid,« siger han.
Heller ikke De Konservatives retsordfører, Naser Khader, tror, at S-forslagene vil løse politiets massive udfordringer for tiden.
»Jeg synes, at det er vigtigt, at politiet kommer med en prioritering af deres mange opgaver, så borgernes retsfølelser ikke rammes så hårdt, som det sker nu,« siger Naser Khader.
I sidste uge varslede statsminister Mette Frederiksen (S) da også store ændringer i politiet, når der til efteråret skal forhandles et flerårigt politiforlig på plads i Folketinget. Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, mener ikke, at den stigende sagsbehandlingstid af kriminalitet mod borgerne er en hindring for partiets forslag.
»Jeg synes ikke, man kan sætte det en-til-en. Vi synes, at det er helt uacceptabelt, at politi og domstoles sagsbehandling af kriminaliteten mod borgerne er så lang, som tallene viser. Og derfor har Nick Hækkerup bedt Rigspolitiet og Rigsadvokaten komme med en løsning til, hvad politiet kan gøre,« siger han.
Men hvordan skal sagsbehandlingstiden falde samtidig med, at politiet skal bruge tid på 20 nye nærpoliti-enheder og mobile politistationer?
»Jeg vil gerne sige, at en borgerlig regering har haft magten i de sidste fire år, hvor der er sket stor stigning i sagsbehandlingstiden. Der ikke nogen hurtige løsninger til at få den ned, men der er behov for, at der kommer et mere nært politi, og det vil vores udspil afspejle,« siger han.
Tirsdag er Nick Hækkerup kaldt til samråd om behandlingen af den borgervendte kriminalitet.


