Onsdag lander et af efterårets mange urrøverier i Københavns Byret, hvor der blandt andet skal tages stilling til, om den tiltalte skal udvises.

Den 19-årige marokkaner er tiltalt for i forening med en anden at have frarøvet et mands Omega Speedmaster i september.

Røveriet fandt sted klokken 4.05 natten til 5. september ved The Silo i Nordhavn.

Her skulle de to gerningsmænd ifølge anklageskriftet med vold eller trusler herom have aftvunget ofrets armbåndsur til knap 100.000 kroner.

tip os
Er du blevet frarøvet et ur eller smykke på åben gade i København? Så hører vi gerne fra dig. Tip os her.

Den tiltalte skulle ifølge anklageskriftet have lavet dansende bevægelser for at distrahere, hvorefter han skubbede ofret og voldsomt trak uret af ham.

Efterfølgende løb han og medgerningsmanden fra stedet. Efterlod ofret med rifter på hånd og håndled.

B.T. har tidligere beskrevet sagen som en del af efterårets mange urrøverier og -tyverier. Urer og smykker for over en million blev i den periode taget fra deres ejere.

Røveriet er dog ikke det eneste, den 19-årige skal tage stilling til, når han onsdag eftermiddag indtager anklagebænken.

Han er således også tiltalt for et tyveri – også begået i forening med en anden – i juni og for at have været i besiddelse af 0,24 gram hash i forbindelse med sin anholdelsen 28. september.

Anklagemyndigheden vil under retssagen nedlægge påstand om udvisning med indrejseforbud i mindst seks år.