To gange siden slutningen af december har tyveknægte været på spil i Brønderslev Billardklub.
Nu efterlyser politiet to mænd fra videoovervågningen.
»Vi formoder, at der er en sammenhæng mellem de to indbrud,« siger efterforskningsleder Peter Skovbak Pedersen fra Efterforskningscenter Frederikshavn og fortsætter:
»Ved begge indbrud blev der sikret overvågningsvideo, og da vores efterforskning indtil videre ikke har ført til identifikation af de formodede gerningsmænd, håber vi nu, at offentligheden kan hjælpe.«


Billederne er fra den 29. december klokken 4.37, hvor to mænd med koben fik brudt hoveddøren og spilleautomater op.
Samme to gerningsmænd formodes altså at stå bag indbruddet lørdag den 26. januar klokken 4.34.
Nordjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der mener at kunne genkende én eller begge mænd.
Politiet kan kontaktes på 114.

