Den 26. september 2018 fik en kvinde på Amager stjålet sin cykel. Tyveriet skete om morgenen cirka klokken 8.30 i Njalsgade.

Få timere senere opdagede hun sin stjålne Raleigh sat til salg på Den Blå Avis. Og klokken 17 købte hun den tilbage på den nærliggende Englandsvej.

Sælgeren kunne fremvise en købskvittering, der tilsyneladende dokumenterede, at han selv længe inden havde købt cyklen på helt legal vis.

Den bestjålne kvinde kontaktede dog alligevel bagefter Københavns Politi. Og det fik en mildest talt spektakulær sag om cykeltyverier af et nærmest ufatteligt omfang til at rulle.

På anklagebænken i Københavns Byret sidder for tiden et modent par på 57 og 64 år. Ifølge tiltalen kan de knyttes til ikke mindre end 2.955 stjålne cykler i perioden 2014-2020 i Københavnsområdet.

Politiet kan ikke bevise, at de selv har stjålet alle cyklerne, men har rejst tiltale for forsøg på hæleri, fordi parret efter politiets opfattelse satte de stjålne cykler til salg på platforme som Den Blå Avis og Facebook Marketplace.

Parret nægter sig skyldige og har foreløbig ikke ønsket at udtale sig under den omfattende domsmandssag, hvor der i løbet af de 11 retsdage er indkaldt 65 vidner.

Parret kom hertil som asylansøgere fra Rusland i begyndelsen af 1990erne og har i dag status af førtidspensionister. Hvis de bliver kendt skyldige, skal de ifølge anklagerens påstand udvises af Danmark for bestandig.

De russiske førtidspensionister fik i oktober dom og blev udvist for at sætte stjålne cykler for mange penge til salg, efter at cyklerne var stjålet ved blandt andet metrostationer i København. Nu er de igen anholdt. Modelfoto.
De russiske førtidspensionister fik i oktober dom og blev udvist for at sætte stjålne cykler for mange penge til salg, efter at cyklerne var stjålet ved blandt andet metrostationer i København. Nu er de igen anholdt. Modelfoto. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Henvendelsen fra den bestjålne kvinde i efteråret 2018 fik lov at samle støv hos politiet i nogen tid, indtil en ihærdig efterforsker et års tid senere gav sig til at nærstudere annoncer i Den Blå Avis for cykler i hovedstadsområdet.

Efterforskeren opdagede, at cyklerne hos fem tilsyneladende forskellige salgsprofiler tilsyneladende alle havde samme baggrund på billederne af de frembudte cykler. Det fik politiet til at interessere sig for det russiske par, som politiet faktisk allerede i 2017 havde haft i søgelyset, efter at Den Blå Avis havde kontaktet ordensmagten.

Dengang blev sagen henlagt, men i februar 2020 beslutter Københavns Politi sig for at skygge parret på ti tilfældigt udvalgte dage i løbet af 14 dage. Og på samtlige overvågningsdage viser parret sig at køre ud til typisk metrostationer på Amager for at stjæle parkerede cykler.

Med civilklædte betjente i hælene kører parret af sted i mandens Opel Astra, hvorefter der bliver fyldt to cykler i bagagerummet. I nogle tifælde kører parret til en mellemstation på Røde Mellemvej, hvor lasten bliver afleveret, inden yderligere to cykler på samme vis bliver stjålet og fragtet hjem til lageret.

De russiske førtidspensionister fik i oktober dom og blev udvist for at sætte stjålne cykler for mange penge til salg, efter at cyklerne var stjålet ved blandt andet metrostationer i København. Nu er de igen anholdt. Modelfoto.
De russiske førtidspensionister fik i oktober dom og blev udvist for at sætte stjålne cykler for mange penge til salg, efter at cyklerne var stjålet ved blandt andet metrostationer i København. Nu er de igen anholdt. Modelfoto. Foto: Brian Berg
Vis mere

Cykeltyvene bekymrer sig tilsyneladende ikke meget for, om vidner ser dem slæbe af med de låste cykler, som alle er helt almindelige standardcykler. I et tilfælde har en civilklædt betjent uden problemer held med at fotografere kvinden på omkring en meters afstand med sin mobiltelefon, mens hun slæber afsted med en aflåst cykel.

Parret bliver anholdt i slutningen af februar sidste år, og ved en efterfølgende ransagning hos den kvindelige førtidspensionist finder politiet store pengebeløb i kontanter.

På loftet af hendes hus finder betjentene under isoleringen en bæltetaske med 522.500 kroner i kontanter. Og ved en genransagning finder politiet i en reol en ny bæltetaske med yderligere 132.000 kroner.

Og i en skuffe hos kvinden fandt politiet 40 forskellige id-kort, pas eller kørekort, som efter politiets opfattelse er blevet misbrugt til at fabrikere falske købskvitteringer til de stjålne cykler, når de skulle sælges videre.

Samtidig afslører efterforskningen, at kvindens 42-årige søn tilsyneladende i perioden fra august 2018 til september 2019 fik overført samlet 115.000 kroner, som han ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. er i besiddelse af, vidste eller bestemt måtte formode stammede fra parrets salg af stjålne cykler.

Derfor er sønnen, der er dansk statsborger, tiltalt for hæleri.

Under efterforskningen har politiet også beslaglagt op mod 3.000 cykeldele, som menes at være stjålet. Og omkring 300 cykelejere har været nødt til at aflevere deres cykler til politiet, fordi der viste sig at være tale om hælervarer.

En af dem er 28-årige Stine Braunschweig fra København.

28-årige Stine Braunschweig fra København kom uden at fatte mistanke til at købe en stjålen cykel af det nu tiltalte par. Et halvt år senere måtte hun aflevere cyklen til politiet. 
28-årige Stine Braunschweig fra København kom uden at fatte mistanke til at købe en stjålen cykel af det nu tiltalte par. Et halvt år senere måtte hun aflevere cyklen til politiet. 
Vis mere

»Jeg stod i efteråret 2019 og havde akut brug for en cykel. Helt naivt fik jeg kontakt til en kvinde på Marketplace, som havde en brugt, sort damecykel med tre gear og cykelkurv til salg for 950 kroner.«

»Vi aftalte at mødes dagen efter ved Ørestad Metrostation, hvor hun som aftalt kom cyklende på cyklen. Hun lignede lidt en bedstemor og snakkede dansk med tydelig accent. Cyklen var i fin stand og så ud til lige at være blevet smurt. Hun havde endda en umbraco-nøgle med, så vi kunne sætte sadlen i den rigtige højde,« fortæller Stine Braunschweig.

I foråret 2020 måtte hun dog aflevere cyklen til politiet.

»Jeg blev ringet op af en kvinde fra tyveriafdelingen, der fortalte, at jeg havde købt en stjålet cykel. Det virkede usandsynligt, at jeg kunne få erstatning, så dagen efter gik jeg den sikre vej og købte en spritny cykel hos en cykelhandler,« smiler hun.

Det nu tiltalte par oplevede selv i marts 2018 at være ofre for en alvorlig forbrydelse. Her blev de udsat for et brutalt hjemmerøveri i et kolonihavehus på Amager, der senere kostede to ukrainske mænd hver to et halvt års fængsel og udvisning af Danmark.

Ved røveriet blev parret sammen med to andre sent på aftenen bundet med strips og slået i hovedet, fordi gerningsmændene angiveligt mente at have 30.000 kroner til gode. Under retssagen sagde ukrainerne, at de i stedet for penge var blevet tilbudt cykler for beløbet, men da de vidste, at der var tale om stjålne cykler, var de ikke interesserede.

I stedet fik et af de bundne ofre trukket en plastikpose over hovedet, inden gerningsmændene kunne stikke af med deres 30.000 kroner i kontanter.

Der ventes at falde dom i domsmandssagen mod det russiske par og kvindens søn i midten af juni.