Nægter at ville krænke sovende børn: Jeg gik bare forkert
Sjællandsk seriekrænker hævder, at han bare ville hjem til sin mor.

Sjællandsk seriekrænker hævder, at han bare ville hjem til sin mor.

»Jeg havde været ude for at ryge på en legeplads om natten, og da jeg ville gå tilbage til min mors lejlighed, kom jeg åbenbart til at gå ind i en forkert opgang.«
Sådan lød hovedindholdet i en 24-årig seriekrænkers forklaring i retten, da han 1. september blev fremstillet i grundlovsforhør i Næstved.
Her blev manden, der er kendt som 'manden i børneværelset', sigtet for tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse og forsøg derpå de foregående nætter.
Manden er i forvejen flere gange dømt for igen og igen at bryde ind til sovende småpiger, da han bliver seksuelt opstemt af at beføle og nusse med deres fødder.
Ifølge den nye sigtelse fra grundlovsforhøret 1. september havde han blandt andet kort inden midt om natten været inde hos en ni-årig pige i en lejlighed i Sorø.
Men pigen lå og sov, belurede han hende ifølge sigtelsen og berørte hende på foden, indtil hun vågnede, hvorefter han stak af.
Han var kommet ind gennem lejlighedens hoveddør, der ikke var aflåst.
Samtidig begyndte familien at frygte, at gerningsmanden måske ville komme tilbage, ligesom den 24-årige seriekrænker tidligere har gjort ved nogle af sine tidligere ofre.
Han er i forvejen tre gange blevet idømt fængselsstraffe for at trænge ind i fremmede huse og beføle sovende småpiger. I et tilfælde er han også blevet dømt for at have forsøgt at udsætte en pige på ni år for voldtægt.
Derfor lagde den skræmte familie i den aktuelle sag fra Sorø en plan for den følgende nat.
Pigens far holdt vagt nær opgangen til lejligheden, og kort efter klokken 01 var der bid.
Den 24-årige dukkede op, tog sine sko af og begyndte at liste op ad trappen til familiens entrédør. Kort efter slog den bevogtende far til og foretog en civil anholdelse af ham, indtil politiet nåede frem.
Af den udskrift af retsbog fra det efterfølgende grundlovsforhør, som B.T. har skaffet, fremgår det, at den 24-årige blev så bange og utryg i situationen, at han selv ringede 112, inden pigens far også gjorde det.
I retten forklarede den 24-årige også dommeren, at han forud for pågribelsen havde drukket tre-fire elefantøl.
I samtaler med retspsykologer forud for nogle af sine tidligere domme har han fortalt, at han især føler en uforklarlig trang til at krænke småpiger i seksuelt øjemed, når han bliver fuld.
Derfor har han under tidligere ophold bag tremmer arbejdet med at bearbejde både sin seksuelle afvigelse og sit misbrug af alkohol og hash.
Hans anholdelse i starten af september kommer kort efter, at han blev løsladt fra sin seneste fængselsdom.
I juni i år afviste et flertal af de tre juridiske dommere og ni nævninger i Østre Landsret at følge anklagerens påstand om at idømme den sjællandske seriekrænker forvaring – altså indespærring på ubestemt tid.
I stedet kom straffen til at lyde på et års fængsel, hvoraf hovedparten allerede var afsonet med den 24-åriges varetægtsfængsling.