En bilist bemærkede mandag, at en anden bil kørte usikkert og slingrede.

Det anmeldte han til Østjyllands Politi klokken 16.06, da bilen både havde påkørt en kantsten og kørt midt ude på vejen på Majvej i Aarhus V.

Anmelderen havde dog mistet bilen af syne, så betjentene måtte køre mod den adresse, bilens ejer stod registreret til.

Politiet parkerede patruljebilen i krydset Snogebæksvej og Herredsvej og afventede bilen, der kort efter kom kørende ad Herredsvej og drejede ned til Fjældevænget.

Betjentene kørte efter og satte blå blink på for at få føreren til at standse bilen og køre ind til siden.

Det var han dog ikke særligt interesseret i - i stedet fortsatte han. På et tidspunkt kørte bilen op på fortovet med det ene hjulpar og tilbage på kørebanen igen – hvorefter den standsede.

Betjentene tog derefter kontakt til føreren, der viste sig at være en 20-årig mand, og bad ham slukke bilen og stige ud.

Manden blev herefter anholdt og endte med intet mindre end fem sigtelser: for narkokørsel, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for kørsel på fortov og for ikke at have medbragt sit kørekort.

Politiet fandt også hash på manden under en visitation, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.