Den uhyggelige hændelse på bostedet Ørbækskilde onsdag eftermiddag, hvor en 29-årig ansat blev stukket ihjel af en beboer, har sendt chokbølger gennem bostedets omkringliggende naboområde.

Alligevel fortæller naboer med fælles røst, at de aldrig har følt sig utilpasse, har haft anledning til det eller er blevet truet af de unge mennesker med psykiatriske lidelser, der bor på Ørbækskilde.

»Vi har vitterligt aldrig haft noget at bemærke, og jeg har aldrig følt mig utryg,« siger John-Erik Hørdum, der er igennem fem år har været nabo til Ørbækskilde.

Fra sine vinduer kunne han lidt efter kl. 15 onsdag eftermiddag se de ildevarslende blå blink fra politi og ambulance, der indtog området foran Ørbækskilde på Riisvej i Fårevejle.

Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

En forbipasserende mand havde fundet en tilskadekommen person på vejen.

Den tilskadekomne, der senere viste sig at være en 29-årig ansat på bostedet, var blevet stukket med kniv og blødte kraftigt.

Ambulancepersonalet ydede ved ankomst førstehjælp, inden den 29-årige mand blev hentet af lægehelikopter og fløjet til Holbæk Sygehus.

Mandens skader var dog så alvorlige, at hans liv ikke stod til at redde.

Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

En 19-årig mand, som bor på Ørbækskilde, blev anholdt og taget med af politiet.

'De unge kom tit og malede'

John-Erik Hørdum finder det dybt tragisk, at en ansat er død under tjeneste, men han mener samtidig, at man er nødt til at afvente de nærmere omstændigheder af forløbet, inden man fælder dom over hændelsen og vurderer, hvad der skal gøres fremadrettet.

»Jeg har svært ved at udtale mig om hændelsen i går, da jeg kender ikke detaljerne. Og derfor kan jeg heller ikke sige, om der er en anledning til at være utryg fremadrettet,« siger han og tilføjer:

»Men det er dybt tragisk, det der er sket. Ingen tvivl om det. Det burde ikke være sådan.«

En anden, der ligeledes finder det tragisk, er Didder Geisler.

Hun bor også tæt op ad Ørbækskilde og har igennem de små 20 år, hun har boet der, haft en del med de unge at gøre.

Didder Geisler er maler og havde atelier på hjemmeadressen, hvor nogle af de unge fra bostedet fra tid til anden kom forbi.

»Det er nok små 10 år siden nu, men der var tit nogen, der kom forbi, og så tegnede vi og malede sammen,« siger hun og lægger ligesom John-Erik Hørdum tryk under, at hun aldrig har følt sig hverken truet eller utryg med de unge mennesker i området.

Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

Sigtet for drab

B.T. har torsdag forgæves forsøgt at komme i kontakt med forstanderen på Ørbækskilde.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man, at bostedet – både de ansatte og de bosiddende – er meget berørt af situationen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser desuden, at der klokken 10 er udført ligsyn af afdøde, og at den 19-årige mand klokken 13 ved Retten i Holbæk vil blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Den 19-årige er sigtet for drab.

Statsministeren: 'Vi skal blive bedre'

Tidligere torsdag gik statsminister Mette Frederiksen (S) til tasterne og udtrykte på Facebook sin medfølelse til afdødes familie og pårørende.

Samtidig understregede hun, at de ansatte på bosteder som Ørbækskilde skal passes bedre på:

'Man skal ikke miste livet ved at gå på arbejde. Uanset om man arbejder med mennesker med psykiske lidelser – eller andre steder i vores samfund,' skriver hun og fortsætter:

'Det er desværre ikke første gang, det sker. Vi skal blive bedre til at passe på de ansatte.'