Er du i Esbjerg, og ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Storegade i Esbjerg var fredag aften indhyllet i blå blink, da der blev affyret skud mod en frisørsalon.

BT har talt med en beboer i nærheden, der sammen med sin kæreste var på vej hjem fra Netto, da de så en patruljebil.

Senere kom yderligere politibiler til stedet, og vidnet har set i alt 11 politifolk på gaden.

»Hele krydset var spærret af, og der var kampklædte politifolk. Der er stadig blå blink,« fortæller han.

Det var frisørsalonen Abu Jafar Hair Studio på Ingemanns Allé 181, der var målet for skuddet, erfarer BT.

Syd- og Sønderjyllands Politi meldte tidligere på aftenen ud i en pressemeddelelse, at skuddene blev rettet mod en salon på adressen Storegade 93 - lige overfor. Det har politiet dog siden hen korrigeret.

Den mandlige beboer fra lokalområdet fortæller, at salonen bliver drevet af indvandrere.

Det var her - i en tidligere blomsterforretning, som nu rummer en frisørsalon - at der fredag aften blev affyret skud.
Det var her - i en tidligere blomsterforretning, som nu rummer en frisørsalon - at der fredag aften blev affyret skud. Mads Brandsen

»Det er et pænt nok sted«, siger manden, der er født og opvokset i Esbjerg.

Hvordan har du det med, at der bliver skudt i lokalområdet?

»Det er ikke det store problem for mig, men min kæreste har det da lidt presset over det. Det skal ikke fortsætte ret meget længere, så må vi se hvad der skal ske,« siger han.

Ved skyderiet så flere vidner to mænd klædt i hættetrøjer, hvoraf den ene havde en pistol i hånden som blev rettet mod en person i salonen, hvorefter der blev affyret skud. Vidnerne så efterfølgende de to mænd flygte i en bil mod øst ad Storegade.

Så sent som i november var Esbjerg også ramt af et skyderi - denne gang på Spangsbjerg Kirkevej små tre kilometer fra fredagens gerningssted.

Den mandlige beboer har ønsket at være anonym. BT kender hans identitet.