Endnu engang er en varevogn blevet set i Brønshøj. Denne gang prøvede en mand at vinke to små drenge til sig på en legeplads.

B.T. har tidligere beskrevet flere episoder om en volkswagen-varevogn, der har skabt utryghed i Brønshøj/Tingbjerg og er fulgt efter flere børn.

Og nu er faren på færde igen. Denne gang på Brønshøj Skole.

I et Facebook-opslag fortæller Signe Carl Nielsen om en episode søndag aften, hvor hendes 12-årige søn efter aftensmadstid sammen med en kammerat var taget op på skolens legeplads for at spille basketball.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

Men det endte hurtigt med at blive en ubehagelig oplevelse for drengene.

»Mens de spiller lægger min søn mærke til den her mørkegrå varevogn, der kører rundt om legepladsen flere gange. Der var to yngre drenge, som legede ved bordtennisbordet, og hver gang den passerede dem, sænkede bilen farten,« fortæller Signe Carl Nielsen til B.T. og fortsætter:

»Efter at have kørt rundt fire gange, kører bilen pludselig indover kantstenen og forsøger at vinke de to drenge hen til sig.«

De to drenge blev meget forskrækket og løb derfor ind mod skolen, hvorefter bilen forsvandt igen.

De yngre drenge var meget chokeret efter oplevelsen og løb derfor deres vej. Det samme gjorde Signe Carl Nielsens søn og kammerat.

»Jeg fik en meget rystet dreng hjem. Han havde ikke turde køre af villavejene hjem i frygt for at bilen ville følge efter. Derfor tog han Frederikssundsvej,« fortæller hun.

Hun fortæller desuden, at de kender til de episoder, der har været i Brønshøj og Tingbjerg den seneste tid, og håber derfor også på, der snart vil blive sat en stopper for det.

»Min søn har ikke lyst til at være ude, når det er mørkt længere. Det skaber utryghed i området, at man ikke ved, hvad der sker. Men samtidig skal man heller ikke skabe så stor en frygt, at man ikke tør lade sine børn være ude længere,« fortæller hun.

B.T. har ikke haft mulighed for at få en kommentar fra Københavns Politi før avisens deadline.

Men de har tidligere gjort opmærksomme på, at de tager anmeldelserne alvorligt.

»Vi har fuld forståelse for, at der er utryghed blandt de lokale beboere, og derfor er vi ekstra til stede, ligesom vi naturligvis arbejder videre med de konkrete anmeldelser,« fortalte politikommissær Carsten Reenberg, der er leder af Nordvest Nærpoliti til B.T.

B.T følger sagen.