I Norge er Truls Birkeland mest af alt kendt som musikproducent for mange norske artister.

Men hans spidskompetence med lyd kan nu gå hen og få afgørende betydning i den store kidnapningssag omhandlende rigmandskonen Anne-Elisabeth Hagen.

Truls Birkeland arbejder nemlig nu for politiet under titlen senioringeniør, hvor hans specialområde er lyd, og derfor er han også inde i kidnapningssagen, der har været det store samtaleemne i Norge siden november.

Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet den 31. oktober sidste år, og efterfølgende fik manden Tom Hagen at vide, at kidnapperne ville have ni millioner euro (67 millioner kroner, red.) i løsesum.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober sidste år.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober sidste år. NTB SCANPIX

Siden har det været småt med informationer fra kidnapperne, og mange sætter spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet er i live.

Det er blandt andet derfor, at Truls Birkeland er kommet ind i efterforskningen. Hans specialisering med lyd kan intensivere jagten på Anne-Elisabeth Hagen.

I et interview med NRK ønsker Truls Birkeland ikke at komme ind på den omtalte sag, men han fortæller om, hvordan politiet normalt benytter ham.

Lyd kan virkelig meget. Lyd er tale, men det kan også på enkelte optagelser fortælle, hvad der sker i baggrunden. En lydoptagelse har en start og en slutning, og lydene er låst i rækkefølge og tid, så det kan derfor beskrive en hændelse.

Lyd kan være nyttigt for politiet, når man skal lave en tidslinje over et hændelsesforløb, siger Truls Birkeland.

Og det er altså noget af det, som han skal bruge i efterforskningen af Anne-Elisabeth Hagens forsvinding.

Truls Birkeland vil som nævnt ikke komme nærmere ind på, hvad han laver i sagen, men han forklarer generelt set, at det kan gøre en forskel at undersøge lyden på gerningsstedet.

På den måde kan man undersøge, hvad der sker i optagelsen. Ved at lave sine egne undersøgelser kan vi se, hvordan lyd opfører sig på et gerningssted, hvordan bygninger, genstande og akustik påvirker optagelsen, forklarer han til NRK.

Det bliver undersøgt, om Anne-Elisabeth Hagen er i en lille sø tæt ved hendes bolig.
Det bliver undersøgt, om Anne-Elisabeth Hagen er i en lille sø tæt ved hendes bolig. NTB SCANPIX

Musikproducenten er den eneste i Norge med speciale i lyd i forbindelse med straffesager.

Selvom han først for nylig er blevet ansat fast i politiet, har han gennem 15 år hjulpet dem i lignende sager.

Politiets hovedteori er, at den 69-årige Anne-Elisabeth Hagen blev taget mod sin vilje fra sit hus, men de har stadig ikke nogen konkrete spor eller mistænkte i sagen.

Tom Hagen er en succesfuld forretningsmand i Norge med firmaet Elkraft og regnes blandt Norges 200 rigeste personer.