Gennem de seneste uger har en krænker skabt utryghed i Trige ved Aarhus. Men noget kan tyde på, at det ikke sker mere.

Torsdag aften meldte en 20-årig mand sig selv til politiet. Han skal være den krænker, som flere har beskrevet fra området.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden fremstilles i grundlovsforhør fredag i Retten i Aarhus. Det vil så være op til retten, hvorvidt han skal varetægtsfængsles i sagen.

Manden mødte selv omkring kl. 21.00 torsdag op på politistationen i Aarhus C. Her fortalte han ifølge politiet, at det var ham, der var på de billeder, politiet har offentliggjort i sagen.

Den 20-årige mand, der er fra Randers, blev straks anholdt og sigtet for otte forskellige forhold.

Politiet offentliggjorde onsdag nye billeder af gerningsmanden.
Politiet offentliggjorde onsdag nye billeder af gerningsmanden.
Vis mere

Manden sigtes for at at have blufærdighedskrænket flere unge kvinder i Trige gennem de seneste to uger.

Politiinspektør Brian Voss Olsen, fortæller i pressemeddelelsen, at det er en sag, der har haft høj prioritet.

»Vi er meget tilfredse med, at vi nu har anholdt den formodede gerningsmand, som har skabt meget stor utryghed i området. Det er en sag, der har haft høj prioritet, og vi har efterforsket den intenst og løbende haft patruljer derude. Jeg vil gerne takke borgerne for at have bidraget både med tip og med de massive delinger af de billeder, vi offentliggjorde i sagen«, siger han.

B.T. Aarhus har tidligere beskrevet, hvordan beboerne i forstaden Trige har været ramt af kollektiv frygt ovenpå de mange antastelser af unge kvinder.

Kenneth Valentin Dupont, der er far til det første offer i sagen, har tidligere udtalt, at frygten fik dem til at føle sig usikre.

»Vi har det i baghovedet hele tiden,« sagde Kenneth Valentin Dupont for en uge siden ovenpå den episode, som hans datter oplevede.

Manden havde under antastelsen af Kenneth Valentin Duponts 15-årige datter befamlet hende.

»Bare det at tale om det gør, at hårene på min nakke og arme rejser sig fuldstændig,« sagde faren til B.T. Aarhus efter episoden.

I alt er otte piger blevet antastet, hvor flere er blevet befølt, krammet og forsøgt kysset mod deres vilje, mens de gik i området.