En motorcyklist og en bil er sent onsdag eftermiddag stødt sammen på Hillerødvejen i Nordsjælland.

Under sammenstødet kom motorcyklisten så alvorligt til skade, at han måtte flyves med lægehelikopter til Rigshospitalet.

Det oplyser David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til B.T.

»Han har mange skader. Først blev han vurderet i kritisk tilstand, men han er senere blevet meldt uden for livsfare,« siger han om motorcyklisten.

David Eckert har ikke yderligere oplysninger om motorcyklisten, heller ikke hans alder.

Dog kan han oplyse, at føreren af personbilen er sluppet uskadt fra uheldet.

Årsagen til uheldet er endnu uvis.

Uheldet skete mellem byerne Ølsted og Kregme.