Det er mere end to år siden, at Per Ravn Sørensen blev tæsket til bevidstløshed af to gerningsmænd på åben gade.

Han kan stadig ikke lægge overfaldet bag sig og har mistet tiltroen til retssystemet. For sagen er stadig ikke afsluttet i retten.

»Jeg føler mig virkelig svigtet og efterladt af systemet,« fortæller han.

Per er et eksempel på konsekvensen af de seneste års store udfordringer med sagsbehandlingstiden for personfarlig kriminalitet.

Per Ravn Sørensen blev overfaldet for næsten to år siden, og hans to overfaldsmænd har stadig ikke fået en dom.
Per Ravn Sørensen blev overfaldet for næsten to år siden, og hans to overfaldsmænd har stadig ikke fået en dom.
Vis mere

Siden sommer har justitsministeren dog sat sig for at vende udviklingen med en handlingsplan, og nu viser de første tal, at det går i den rigtige retning. Ventetiderne er nemlig faldet i sager som vold, voldtægt, drab, røveri og trusler.

»Det er et lille lys, som er tændt. Vi bevæger os i den rigtige retning, men vi er langtfra i mål,« siger Nick Hækkerup.

Selv om det ikke er alle sager, der endnu har fået det endelige punktum, så viser tallene et knæk i kurven.

For Per Ravn Sørensen er det en positiv nyhed, men han mangler selv at opleve, at den målrettede indsats gør en forskel.

»Jeg er blevet gennembanket og sidder med følelsen af, at jeg som offer stadig ingen opbakning får.«

Til det fortæller justitsminister Nick Hækkerup, at han fuldstændig forstår den frustration, som Per og andre ofre oplever.

»Jeg er lige så bekymret over situationen, som han er. Jeg har stor beklagelse over for ham og andre ofre, som står i hans situation. Når jeg siger, at tallene går den rigtige vej, så hjælper det nogen, men ikke alle. Vi er langtfra et sted, hvor det er godt nok endnu.«

I samme ombæring advarer justitsministeren om, at der også stadig kan opstå bump på vejen, som giver udsving i tallene.

Her nævner Nick Hækkerup eksempler som store, efterforskningstunge sager samt uforudsete politiopgaver på landsplan.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra anmeldelse til afgørelse af tiltalespørgsmålet er i de nyeste tal faldet fra 242 dage i 1. halvår 2019 til 205 dage i perioden juli-oktober 2019. Men tallene for sagsbehandlingstid kan stige igen.

Justitsministeren forventer overordnet set, at målsætningerne i handlingsplanen for i år og næste år bliver indfriet.

Er det ikke tilfældet alligevel, vil det ifølge Hækkerup ikke have konsekvenser for politiet og anklagemyndigheden.

»Der er ikke en enkeltperson, som bærer hele ansvaret,« lyder forklaringen.

I stedet vil ministeriet holde løbende øje med udviklingen måned for måned og dermed sikre, at indsatsen bærer frugt.

I det nye år skal justitsministeren forhandle med Folketingets partier om en ny flerårsaftale for Politiet og Anklagemyndigheden.

Og her har sagsbehandlingstiderne også en høj prioritet. Hækkerup håber og forventer, at den nye aftale vil gøre, at sagsbehandlingstiden for kriminalitet generelt vil falde.