Mille kunne være død: Nu 'fælder' stjerneadvokat dom
Han er sigtet for at have revet Mille Mastrups respiratorslange ud. Nu giver den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage sit bud på, hvor hård straffen bliver.

Han er sigtet for at have revet Mille Mastrups respiratorslange ud. Nu giver den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage sit bud på, hvor hård straffen bliver.

Hun sad på familietribunen i sin kørestol med et lille FCK-klistermærke.
Så rev Brøndby fans i den slange, der hjælper hende med at trække vejret.
»De kunne have slået mig ihjel,« har 26-årige Mille Mastrup tidligere fortalt til om skrækoplevelsen i B.T.
Nu har Københavns Vestegns Politi sigtet en mand i midten af 40’erne for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 om fareforvoldelse, som i yderste konsekvens kan den give op til otte års fængsel.
Men ifølge den højtprofilerede forsvarsadvokat Mette Grith Stage skal man ikke tro, at sagen dermed giver mange års fængsel.
»Der skal meget til, og jeg kan ikke nævne et eksempel, hvor man giver otte år. Det er slet ikke det niveau, som det ligger i,« siger hun til B.T.

Ifølge forsvarsadvokaten bruges paragraf 252 i mange forskellige typer sager.
Det kan for eksempel være sager, hvor en bil kører mod en menneskemængde uden at ramme nogen, eller hvor nogen kaster en sten ned på en motorvej.
Men hvis manden ender med at blive dømt efter paragraf 252, forventer hun en straf under et år:
»Det vil nok give nogle måneders fængsel og ikke nærheden af otte år.«
Mette Grith Stage understreger dog, at hun ikke kender bevismaterialet i sagen, men kalder episoden voldsom.
»Det er ualmindelig tankeløst og usympatisk gjort, men hvorvidt det er en overtrædelse af paragraf 252, kan jeg ikke vurdere,« siger hun.
Er du klar på at forsvare en mand som ham?
»Ja, det jo mit arbejde at være forsvarsadvokat, og hvis de gerne vil have bistand, så stiller jeg selvfølgelig gerne op«.
Københavns Vestegns Politi har tidligere oplyst til B.T., at sagen har haft høj prioritet. Politiet har dog ikke ønsket at kommentere yderligere af hensyn til den fortsatte efterforskning.
Læs hele historien fra stadion HER – og se HER, hvilken straf Brøndby har givet en af mændene.