I torsdagens derby mellem Brøndby og FC København hev tre fans af hjemmeholdet i Mille Mastrups respiratorslange.

Alene fordi hun havde et lille klistermærke siddende på sin kørestol, der viste, at hun støttede FCK.

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, kaldte sagen for »fuldstændig hjernedødt«, og opfordrede til, at Brøndby tildelte livstidskarantæne til de pågældende personer.

Og den bøn er nu blevet hørt. For søndag oplyser klubben fra Vestegnen, at en person, »der står bag handlingen«, har fået karantæne på livstid.

»For så vidt angår de øvrige implicerede i episoden, afventer klubben politiets efterforskning,« lyder det videre.

»Det er en dybt chokerende og uværdig sag, som er komplet uforenelig med alle normer og regler, hvad enten det er på et stadion eller i samfundet generelt. Efter en grundig gennemgang af sagen, er det derfor meget simpelt. En så afstumpet og hensynsløs adfærd medfører en karantæne for livet fra Brøndby Stadion,« siger kommunikationsdirektør Søren Hanghøj.

De tre mænd er også blevet meldt til politiet.

Livstidsdommen kommer som følge af, at den muskelsvindramte FCK-fan Mille Mastrup pludselig sad og gispede efter vejret på familietribunen på Brøndby Stadion torsdag aften.

Tre Brøndby-fans havde kort inden trukket slangen til hendes respirator, hvilket kunne have haft fatale konsekvenser for hende.

»De sagde, at hvis de manglede luft, så kunne de jo bare tage min,« fortalte den 26-årige til B.T. kort efter skrækoplevelsen i torsdags, hvor hun gispede efter vejret.

Læs mere om hele historien fra stadion her, og hvad politiet indtil videre har meldt ud, kan du læse mere om her.