Nye Borgerliges folketingsmedlem Mette Thiesen er blevet sagsøgt for injurier og skal i retten på fredag.

Det bekræfter Københavns Byret over for B.T.

Den forurettede i sagen er Mahmoud Loubani, der tidligere har medvirket i flere programmer på DR, heriblandt programmet 'Pranksters Paradise'.

Mette Thiesen har tidligere haft et Facebook-skænderi med Mahmoud Loubani, og har i et opslag kaldte ham for 'Terrorist-sympatisør'.

Hendes advokat Karoly Németh ønsker ikke at uddybe, hvad injuriesagen handler om.

»Det er en meget spændende sag. Du kan få at vide, hvad det drejer sig om ved at møde op i retten,« lyder det hemmelighedsfuldt fra advokaten.

Mette Thiesen selv oplyser til B.T., at hun ikke er af den opfattelse, at hun har skrevet noget, der er i strid med injurierlovgivning.

»Jeg er bekendt med, at der er anlagt en sag, og den må så køre ved domsstolene. Jeg er blevet bekræftet af min advokat i, at jeg ikke har skrevet noget forkert, og derfor regner jeg med frifindelse,« siger hun til B.T.

Sagen føres som en civil sag fredag klokken 09:30 i Københavns Byret.

Mette Thiesen har gjort sig bemærket sig i debatten med markante udtalelser rettet mod udlændinge og muslimer.

Sidste år udtalte vagtfirmaet The Real Service & Security, at det ville politianmelde hende, efter hun på Facebook beskyldte firmaet for at have hyret 'bevæbnede shariavagter' til et bønnekald på Rådshuspladsen.

'Op til flere bevæbnede shariavagter deltog. Deres opgave var blandt andet at sørge for, at ingen danskere nærmede sig,' skrev hun i et facebookopslag.

Efterfølgende slettede hun opslaget og skrev et nyt, hvor hun erkendte at hendes påstande var ukorrekte.

'Påstandene, jeg byggede mit opslag på, har jeg ikke kunnet få bekræftet,' skrev hun i beklagelsen.

Ved folketingsvalget i 2019 blev Mette Thiesen valgt ind i for Nye Borgerlige som partiets absolut største stemmesluger i Nordsjællands Storkreds med 4.354 personlige stemmer.

Hun fungerer i dag som Nye Borgerliges Børneordfører, Familieordfører, Handicapordfører, Indenrigsordfører, Indfødsretsordfører, Kommunalordfører, Landdistrikts- og øordfører, Socialordfører, Transportordfører og Undervisningsordfører.