Fredag var Nye Borgerliges folketingsmedlem Mette Thiesen og den tidligere DR-vært Mahmoud Loubani i retten i København.

Det sker, efter Mahmoud Loubani - der blandt andet er kendt fra programmet 'Pranksters Paradise' - har sagsøgt politikeren. Han anklager hende for injurier.

Selvom der under retssagen blev sagt, at sagen er forholdsvis simpel, så er du nok alligevel nødt til at holde tungen lige i munden.

Det hele begyndte nemlig, da Mahmoud Loubani skrev en kommentar til et af Mette Thiesens Facebook-opslag, hvor hun delte en trussel, hun havde fået.

'Sjovt nok er profilen Abdul FAKE - hvem siger ikke, at Mette selv står for det for at få lidt opmærksomhed ???,' skrev han.

Det fangede Mette Thiesens opmærksomhed. Særligt syntes hun, det var ubehageligt, at Mahmoud Loubani brugte smileys, der græd af grin, når opslaget handlede om en alvorlig trussel. Det var Mahmoud Loubani ikke enig i.

»Det er ikke en smiley, der græder af grin. Jeg kan sagtens vise, hvordan sådan en smiley ser ud,« siger han og skal til at fiske sin mobil op ad lommen.

Det behøver han dog ikke, siger Mette Thiesens forsvarsadvokat, Karoly Németh.

Kommentaren fik politikeren til at undersøge, hvem Mahmoud Loubani egentlig var, og her fandt hun ud af, at han nogle måneder forinden havde kommenteret et billede af afdøde Omar el-Hussein.

Manden, der begik terrorangrebet mod Krudttønden i 2015.

'Allah yerhamo,' stod der i kommentaren, som ifølge Mahmoud Loubani betyder, at man kondolerer.

Det fik Mette Thiesen til at skrive et opslag på sin Facebook-profil med overskriften:

'Terrorist-sympatisør benyttes af Danmarks Radio.'

Og netop påstanden om, at Mahmoud Loubani skulle sympatisere med terroristen Omar el-Hussein, resulterede i, at han kort efter sagsøgte politikeren for injurier.

»En terorristsympatisør er en person, der støtter terrorisme og ønsker, at terrorisme skal opnås,« sagde han under retssagen.

Og den beskrivelse passer ikke på ham selv, mener Mahmoud Loubani.

Han mener også, at Mette Thiesens opslag blandt andet har haft til formål at gøre det svært for ham at være på arbejdsmarkedet. Både på DR og i Fitness World, hvor han har været ansat.

Og så tilføjer han også, at han faktisk slet ikke vidste, at det var Omar el-Hussein, der var afbilledet på det opslag, han kommenterede. Et opslag, der var delt af en bekendt.

»Jeg kondolerer uden at vide, hvem det er,« forklarer Loubani.

Desuden forklarer han, at man grammatisk kan se, at han giver sin kondolence til en person, han ikke kender godt. Var det en tæt ven, så ville udtrykket lyde anderledes på arabisk.

»Tror retten på det?« spurgte Karoly Németh, mens han viftede med et udprint af opslaget.

Han mente nemlig selv, at det var svært at tro på.

»Jeg ville heller ikke selv kunne genkende ham (Omar el-Hussein, red.),« lød det efterfølgende fra Loubanis advokat, Christian L. Jensen.

En afgørelse af, om Mette Thiesen dømmes for injurier, må vi dog vente lidt på. Dommen fældes først 13. december.