»Det skal være lettere at strafforfølge de kriminelle, der udstikker, betaler og bestiller kriminelle ordrer.«
Og de skal straffes hårdere.
Det var hovedbudskabet i morges, da justitsminister Peter Hummelgaard mandag morgen i Odense holdt pressemøde om regeringens forslag til nye initiativer, som skal bremse kriminelle familier.
Nu understreger statsminister Mette Frederiksen pointerne i et opslag på sin Facebook-profil.
»Vi har udfordringer med kriminelle klaner. Hvor kriminalitet går i arv gennem generationer. Det slider på vores fælles tryghed. Mange af familiemedlemmerne i de kriminelle klaner har ikke dansk pas. Og mange af dem er indvandrere eller efterkommere. Primært fra ikke-vestlige lande,« skriver Mette Frederiksen.
»Jeg har sagt det før, men gør det gerne igen. Jeg forstår grundlæggende ikke den utak overfor alle de muligheder, det danske velfærdssamfund tilbyder,« tilføjer statsministeren.
Nogle af forslagene er stablet på benene som følge af den kriminalitet, der er blevet begået i Danmark af eksempelvis svenske børn, som har handlet mod bestilling fra den kriminelle underverden.
»Helt konkret vil vi ændre bandeparagraffen, så kriminelle familier bliver sidestillet med bander. På den måde bliver det muligt at bruge nogle af de samme værktøjer til at bekæmpe kriminalitet, der går i arv,« skriver Mette Frederiksen og fortsætter:
»Vi vil også gøre op med den ubehagelige udvikling i den kriminelle underverden. Hvor bandekriminelle bestiller eksempelvis børn fra Sverige til at begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmarks gader. Det hører ingen steder hjemme.«
Du kan læse mere om den nye bandepakke HER.

