Politiets teknikere og hunde er tirsdag eftermiddag til stede på en adresse nær Auning på Djursland.
Her er ligeledes sat afspærringstape op om grunden.
»Det er kun grunden, der er spærret af, og det er også kun den, politiet er på,« fortæller B.T.s medarbejder på stedet.
Hun beretter videre, at der er flere teknikere samt to hundepatruljer på stedet.

»Betjente går rundt med hunde på gårdspladsen, og en tekniker går rundt og tager billeder. Blandt andet af en skraldespand.«
Om tilstedeværelsen har noget at gøre med sagen om den forsvundne Frank Dan Nørgaard Jørgensen, vil Østjyllands Politi hverken be- eller afkræfte.
Herfra lyder det foreløbigt blot, at man efterforsker bredt.
Mere eller mindre samme melding fik B.T., da vi tidligere tirsdag kunne beskrive, hvordan en adresse i Nimtofte – også på Djursland – blev undersøgt af politiets teknikere.
Her var der desuden sendt en drone i luften.
Det er netop Nimtofte, Frank Dan Nørgaard Jørgensen sidst er set i. Og det var også i denne by, man mandag aften klokken 21.02 skred til anholdelse af fire personer.

Alle er de mistænkt for at have dræbt den forsvundne 40-årige fra Randers.
Selvom Frank Dan Nørgaard Jørgensen endnu ikke er fundet, har politiet sigtet de fire – en 39-årig kvinde, en 23-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand – for manddrab og for at have sat ild til hans hvide varevogn.
Den blev mandag fundet udbrændt i Vivild.
Begge mænd og kvinder nægter sig skyldige i begge forhold.
