Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab ledte torsdag ved middagstid efter en savnet person i vandet omkring Ofelia Plads i Københavns Havn.

Det betød en større udrykning til området, skrev Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Vagtchefen ved Københavns Politi, Kristian Rohdin, bekræftede, at redningsmandskab ledte efter en person i vandet.

'Vidner ser en kvinde tage en jakke af og hoppe i vandet. Da de ikke ser, at hun kommer tilbage, slår de alarm,' forklarer han.

Derfor ledte man med både dykker og både.

Tweetet fra Hovedstadens Beredskab lød på følgende måde:

'#HBeredskab på vej til #OfeliaPlads efter melding om evt. savnet person i vandet. Dykkerudrykning med redningsdykker afsendt. Opdateres.'

Kort efter klokken 13 skriver Hovedstadens Beredskab, at eftersøgningen er afsluttet.

'Intet fundet,' forlyder det.