»Min far er væk, men der er mange, som leder efter ham.«

Ordene kommer fra Melanie, og selv om hun blot er tre år gammel, så er hun helt bevidst om, at hendes far, 42-årige Jimmi Steffen Lillelund, nu på femte uge er forsvundet sporløst.

»Det er forfærdeligt, og man har jo tankerne om, hvad der kan være sket. Vi er jo efterhånden godt klar over, at han nok ikke dukker op i live,« siger Louise Ebbesen, der er Jimmi Steffen Lillelunds ekskæreste og mor til deres fælles datter, Melanie.

Jimmi Steffen Lillelund har været efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi siden 5. maj. Han blev sidst set 30. april klokken 15, hvor han kørte fra sin bopæl i Gundsømagle til Haveforeningen Ishøjgård i Ishøj.

Jimmy Lillelund og datteren Melanie.
Jimmy Lillelund og datteren Melanie. Foto: Privatfoto
Vis mere

Siden er hans bil blevet fundet ved Haveforeningen Ishøjgård. I den lå hans personlige ting, og politiet har været i færd med at undersøge det område.

»Vi håber, at nogen måske ved, hvad der er sket med ham, at nogen har set ham den dag, han forsvandt, eller nogen på anden måde har hørt fra ham,« fortsætter Louise Ebbesen, inden hun tilføjer:

»Det kan også være, at nogen måske finder ham nu, hvor man færdes mere ude i naturen og i havnene. Så man må gerne holde ekstra øje med ham.«

Ligesom Jimmi Steffen Lillelunds familie frygter politiet også, at der kan være sket noget kriminelt med den 42-årige familiefar.

I et interview med B.T. i midten af maj fortalte politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi Kim Løvqvist, at man tog sagen »ganske alvorligt«.

»Vi har indledningsvist dannet os et billede af, hvad det her kan være, fordi der behøver ikke at ligge en forbrydelse bag, men vi er begyndt at frygte, at der kan ligge en kriminel handling bag hans forsvinden,« lød det.

Tirsdag brugte politiet ifølge sn.dk det meste af dagen på at lede efter ham i en sø nær det sted, hvor han forsvandt. Men heller ikke her fandt man noget.

Var ikke nedtrykt

Ifølge både familien og politiet var der ingen tegn på, at Jimmi Steffen Lillelund virkede nedtrykt i tiden op til sin forsvinden, og der er ifølge familien heller ikke nogen umiddelbare tegn på, at han havde kriminelle relationer.

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der var nogen, der skyldte ham nogle penge, men vi ved ikke, om det kan have noget med det at gøre,« siger Louise Ebbesen, der håber, at medieomtalen måske kan være med til at kaste lys over, hvad der er sket med Jimmi Steffen Lillelund, der foruden Melanie har en søn.

Også selv om der er overvejende sandsynlighed for, at han ikke er i live, og at hun dermed står over for at skulle fortælle treårige Melanie, at hendes far ikke lever mere.

»Det rører mig dybt og skærer mig i hjertet. Det at miste en forælder i så tidlig alder, det er noget, som følger en resten af livet. Og så kommer det også til at spille ind, hvordan han er død,« siger hun grådkvalt og tilføjer:

»Men det er klart, at jeg på et tidspunkt skal fortælle Melanie, at hendes far er død.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

Hvis du ved, hvor Jimmi Steffen Lillelund befinder sig, eller du har kendskab til sagen, så kan du kontakte politiet på 1-1-4.