Næsten to måneder er der gået, siden Midt- og Vestsjællands Politi bad offentligheden om hjælp til at opklare spørgsmålet: Hvor er Jimmi Steffen Lillelund?

Den 42-årige familiefar har været forsvundet siden 30. april. Han er stadig væk. Men det betyder ikke, at politiet har givet op.

Til Lorry fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, at der for nuværende ikke er noget nyt i sagen.

»Men vi leder efter ham. En frisk mand plejer ikke at forsvinde og ikke give livstegn. Det er mærkeligt,« siger han til det regionale medier.

Jimmi Steffen Lillelund er sidst set omkring klokken 15 den 30.april, hvor han kørte fra sin bopæl i Gundsømagle til Haveforeningen Ishøjgård i Ishøj.

Her fandt man senere hans bil og hans personlige ejendele. Men Jimmi Steffen Lillelund var forsvundet.

Siden har politiet ledt med lys og lygte efter manden, hvis treårige datter lige nu savner sin far.

Hverken politiet eller familien beretter, at Jimmi Steffen Lillelund skulle have været nedtrykt i tiden frem mod sin forsvinden.

Og ifølge familien er der heller ikke indikationer på, at han skulle have rodet sig ud i noget kriminelt.

Kim Løvqvist, politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi, udtalte dog i maj til B.T., at man var begyndt at frygte, at der ligger en kriminel handling bag den mystiske forsvinden.

»Vi har indledningsvist dannet os et billede af, hvad det her kan være, fordi der behøver ikke at ligge en forbrydelse bag, men vi er begyndt at frygte, at der kan ligge en kriminel handling bag hans forsvinden,« sagde han.

Politikommissæren har desuden fastslået, at man tager sagen meget alvorligt.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.