En ny mulig terrorsag kan være under opsejling i Danmark.

Sent mandag aften var der ifølge sn.dk et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk – som i politiets systemer blev rubriceret som 'terrorisme'.

Det fremgår ifølge lokalmediet af oplysninger fra retslisten.

Oplysningen kommer efter, at der er foregået usædvanlige ting i Holbæk de seneste par dage.

Kriminalteknikere blev set ved to adresser i Holbæk i weekenden. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Kriminalteknikere blev set ved to adresser i Holbæk i weekenden. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Vis mere

Gennem mere end et døgn – fra lørdag klokken 19 til sent søndag aften – var politiet massivt til stede ved to adresser i Holbæk.

Både kampklædte betjente og kriminalteknikere blev sendt ud til Apotekerhaven og Anders Larsens Vej, men årsagen til aktionerne ønsker vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Jacob Olsen tirsdag morgen stadig ikke at udtale sig om, da B.T. fanger ham over telefonen.

Natten til tirsdag viser billeder, at Retten i Holbæk blev bevogtet af betjente med automatvåben. Heller ikke det ønsker politiet at udtale sig om årsagen til.

Overfor B.T. oplyser Jacob Olsen, at politiets tilstedeværelse ved retten ikke har forbindelse til den store politiaktion tirsdag morgen, hvor fire blev anholdt i forbindelse med sag om dobbelt skuddrab i Kalundborg i november.

Politiet var til stede i Apotekerhaven i mere end et døgn i weekenden.
Politiet var til stede i Apotekerhaven i mere end et døgn i weekenden. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Men om der er en sammenhæng mellem weekendens mystiske politiaktion i Holbæk og politiets tilstedeværelse ved retten, ønsker han ikke at udtale sig om.

Det vides ikke, om politiaktionen eller politiets tilstedeværelse ved retten har noget at gøre med grundlovsforhøret, som skulle omhandle en sag om 'terrorisme'.

Hvad retsmødet mandag aften mere præcist drejede sig om, vil politiet heller ikke kommentere endnu, men han bekræfter, at der er tale om en alvorlig sag.

»Ja, det må man sige. Men det er måske netop derfor, jeg ikke kan sige noget,« siger Jacob Olsen til sn.dk.

Natten til tirsdag bevogtede betjente med automatvåben Retten i Holbæk.
Natten til tirsdag bevogtede betjente med automatvåben Retten i Holbæk. Foto: Morten Sundgaard/Byrd
Vis mere

Ingen borgere blev evakueret i forbindelse med politiets arbejde ved Apotekerhaven og Anders Larsens Vej i weekenden, og der var i øvrigt ikke grund til bekymring hos beboerne i Holbæk, forsikrede politiet.

Der er cirka to kilometers afstand mellem Apotekerhaven og Anders Larsensvej. Begge områder består af boligblokke.