I november blev to mænd dræbt og én alvorligt såret under et skyderi lige foran et Meny-supermarked i Kalundborg.

Nu har politiet afgørende nyt i sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag morgen anholdt fire mænd under en stor aktion i Københavnsområdet.

De anholdte er alle mistænkt i skudsagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse:

»Vi har udført et meget omfattende efterforskningsarbejde, der nu har givet os grundlag for at skride til anholdelse. To mænd blev dræbt og en alvorligt såret ved det særdeles voldsomme angreb. Det er helt uacceptabelt, og vi er derfor tilfredse med, at vi er nået hertil i efterforskningen,« siger efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Jacob Olsen.

De fire anholdte er alle i 20'erne og fra Storkøbenhavn.

Politiet vil efter anholdelserne foretage ransagninger af flere adresser og lokaliteter i hovedstadsområdet.

Flere politikredse deltog i den store anholdelsesaktion, som var under ledelse af Midt- og Vestsjællands Politi.

Efter det blodige skyderi afspærrede politiet et stort område omkring supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg.
Efter det blodige skyderi afspærrede politiet et stort område omkring supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg.
Vis mere

Skyderiet fandt sted tirsdag den 17. november sidste år kort efter klokken 18 på en parkeringsplads på Nørre Allé i Kalundborg – lige foran et Meny-supermarked.

De fire anholdte vil alle senere tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at anklageren vil begære dørlukning i sagen.

Derfor kan politiet ikke komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Andre læser også