Kayleigh McEnany er færdig i Det Hvide Hus.

Hun har i knap et år fungeret som Donald Trumps talskvinde, men nu er det slut allerede inden præsidentens endelig exit i næste uge.

Det rapporterer blandt andet den respekterede Maggie Haberman fra New York Times, der har oplysningen fra Trump-rådgivere.

»Hun har ikke tænkt sig at blive hængende i den kommende uge,« lyder det fra Maggie Haberman på Twitter.

Dermed er 32-årige Kayleigh McEnany endnu én af Donald Trumps nærmeste medarbejdere, der er forsvundet, inden den fireårige præsidentperiode er udløbet. Hun er ellers blevet et kendt ansigt for de utallige gange, hun har stillet sig op for at forsvare eller underbygge præsidentens synspunkter i sin tids som pressesekretær.

Hendes sidste offentlige optræden ligger dog mere end en uge tilbage. Det var 7. januar, hvor hun dagen efter de voldsomme optøjer fra Trump-tilhængere i Kongressen holdt en ultrakort pressebriefing på kun to minutter.

»Dem, der med vold belejrede Kongressen står for det modsatte af alt det, denne administration står for,« blev Kayleigh McEnany sidste replik, inden hun forlod lokalet uden at svare på et eneste spørgsmål.

Flere medier har i de seneste dage beskrevet, hvordan Donald Trump i de seneste dage er blevet mere og mere isoleret. Han skulle være vred på sine nærmeste medarbejdere og har blandt andet savnet opbakning i forbindelse med den rigsretssag, der nu er rejst mod ham som følge af angrebet på Kongressen.

Kayleigh McEnany har været en nær medarbejder for Donald Trump i knap et år.
Kayleigh McEnany har været en nær medarbejder for Donald Trump i knap et år. Foto: Yuri Gripas / POOL
Vis mere

Ifølge Daily Beast pakkede Kayleigh McEnany sit kontor ned fredag, hvor store flyttebiler ankom til Det Hvide Hus for at påbegynde den store udflytning, inden Joe Biden onsdag indsættes som USA 46. præsident.

Kayleigh McEnany tiltrådte i april sidste år, hvor hun sagde følgende til pressekorpset: »Jeg vil aldrig lyve for jer. Det har I mit ord på.«