Vestegnens Politi undersøgte onsdag aften et tilfælde af stenkast mod en personbil på M3 i nordgående retning ved Roskildevej.

Motorring var spærret i flere timer, og trafikken blev ledt op på Roskildevej, mens politiet undersøgte sagen nærmere.

Episoden førte onsdag aften til 2,5 kilometer lang kø.

»En kvinde henvender sig klokken 18.47 og fortæller, at hendes bil er blevet ramt af en sten på motorvejen ved Roskildevej. Bilisten fortæller, at hun så en høj mand i shorts stå på en bro og lave en kastebevægelse, kort før bilen blev ramt,« siger politiets vagtchef Brian Holm til Ritzau.

Politiet til stede i Glostrup. Foto: Pesse-fotos.dk
Politiet til stede i Glostrup. Foto: Pesse-fotos.dk
Vis mere

Det viste sig da også, at bilen havde fået en stjerne i forruden.

B.T.'s mand på stedet kunne fortælle, at en hundepatrulje var blevet tilkaldt for at lede efter kasteskytset.

Vestegnens Politi sendte desuden motorcykler ud på strækningen, skrev de på Twitter.

Politiet opfordrede også folk til at lade være med at køre i nødsporet eller 'foretage ulovligheder i øvrigt'.

Omkring kl. 22.00 onsdag aften skrev politiet på Twitter, at de var færdig med at arbejde på Motorring 3, og at alle spor både mod nord og syd igen er farbare.

»Vi håber ikke at ulejligheden har været for stor, men kast med genstande mod bilister, der bevæger sig med 110 km/t er en alvorlig forbrydelse og efterforskes som sådan,« skriver vagtchefen på Twitter.

Vagtchefen oplyser desuden til B.T., at de ikke har fundet nogle konkrete spor i sagen, eller at de har yderligere at tilføje til signalementet af manden:

»Vi vil nu til at kigge på noget videoovervågning, som måske kan passe med det signalement, vi har,« siger vagtchef Brian Holm.

Han oplyser desuden, at kvinden, hvis bil blev ramt, er ok, men »selvfølgelig er chokeret«.