Hvert år udformer The Time en liste over de 100 bedste steder i verden, som er værd at besøge som turist.

Og tro det eller lad vær: Nu er Odense kommet på listen, som også tæller steder som Belize, Bangkok og New York.

Årsagen til den nye placering på listen skyldes det nye H.C. Andersen Hus, der åbnede 30. juni.

Museet er tegnet af den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma, der også står bag det nye OL-stadion i Tokyo.

Museet har været 10 år undervejs og har kostet cirka 400 millioner kroner.

I huset kan man opleve en række af H.C. Andersens berømte eventyr, som for eksempel ‘Den Lille Havfrue’, ‘Klods Hans’ og ‘Prinsessen på ærten’

’Den Lille Havfrue’ har et område med bløde puder, hvor man ligger som under havet og kigger op mod himlen gennem et ovenlysvindue.

’Klods-Hans’ opføres som et slags gameshow, hvor den snobbede prinsesse kaster tossede spørgsmål mod den besøgende.

’Prinsessen på ærten’ præsenteres med både en seng med mange madrasser og den udstillede ært.

Odense Kommune har tidligere udtalt, at man forventer, at den nye attraktion vil tiltrække 300.000 turister om året.

Journalisten fra The Time fremhæver desuden Storms Pakhus, der er Odenses største street food mekka, som et sted, der er værd at besøge.