41-årige Martin Ney er som ventet blevet dømt for drabene på tre tyske børn, heriblandt Dennis Rostel, hvis lig i sensommeren 1995 blev fundet begravet ved Vinderup.

Den 41-årige tyske pædagog Martin Ney er mandag formiddet blevet dømt for tre barnedrab ved en tysk domstol.

Dermed blev der sat et juridisk punktum i sagen om otte-årige Dennis Rostel, der i sommeren 1995 blev bortført fra en teltlejr i Nordtyskland og hvis lig to uger senere blev fundet begravet i en sandbanke i Skånsø Plantage ved Vinderup.

Drabsmanden, der har tilstået tre barnedrab og mistænkes for yderligere to, samt en lang række sexovergreb på børn, er dømt til fængsel på livstid.

- Martin Ney har erkendt, at hans seksuelle orientering altid har været rettet mod 12-13 årige, og derfor skal han for altid holdes væk fra deres jævnaldrende. Det værste for ham var udstødelsen af sin mor, hvilket fik ham til at kvæle drengene. Han har den sjældne evne til at abstrahere fra sine gerninger. Han er en person med en dag og en nat-side, forklarede dommer Berend Appelkamp ifølge Bild i forbindelse med domsafsigelsen.

Martin Ney blev fanget sidste forår, efter i snart 20 år at have udøvet sine forbrydelser, efter et tip fra en tv-seer, der havde set et program om den berygtede maskemand.

Tv-seeren kom i tanke om en oplevelse, der i sidste ende førte politiet til anholdelsen af den 41-årige pædagog.