Den britiske pige Madeleine McCains gådefulde forsvinden fra et hotelværelse i Portugal i 2007 har pludselig fået en makaber forbindelse til Danmark.

Ifølge internationale medier er en pædofil seriemorder nu mistænkt i sagen. Han begravede i 1995 liget af en otteårig dreng i Danmark.

Den nu 48-årige tysker Martin Ney forsøgte at skjule liget af den otteårige dreng Dennis Rostel i en plantage i Jylland.

Den tyske dreng blev i sommeren 1995 bortført fra en teltlejr ved Selker Noor nær Slesvig i Nordtyskland – kun godt 50 km syd for grænsen.

To uger senere blev hans lig fundet begravet i en sandbanke i Skånsø Plantage mellem Holstebro og Skive, efter at gerningsmanden havde lejet et sommerhus i det vestjyske. Her var den bortførte dreng blevet misbrugt gennem et par dage, inden han blev kvalt og liget skaffet af vejen.

Liget af den otteårige tyske dreng Dennis Rostel blev i 1995 fundet nedgravet i en klitplantage nær Vinderup. På baggrund af vidneudsagn fik politiet dengang lavet en fantontegning af den såkaldte maskemand, der havde lejet et sommerhus i Jylland og gravet drengens lig ned. Han undersøges nu også angående Madeleine McCanns forsvinden.
Liget af den otteårige tyske dreng Dennis Rostel blev i 1995 fundet nedgravet i en klitplantage nær Vinderup. På baggrund af vidneudsagn fik politiet dengang lavet en fantontegning af den såkaldte maskemand, der havde lejet et sommerhus i Jylland og gravet drengens lig ned. Han undersøges nu også angående Madeleine McCanns forsvinden.
Vis mere

Der skulle dog gå næsten 16 år, inden Martin Ney blev anholdt og straffet for sine talrige forbrydelser.

Ved en efterfølgende retssag indrømmede han at have myrdet tre tyske drenge, ligesom han erkendte omkring 45 andre overgreb eller forsøg på overgreb på andre børn gennem næsten en snes år.

Den typiske fremgangsmåde var, at han maskerede sig med en ansigtsmaske, inden han angreb børnene seksuelt om natten på lejrskoler, men i nogle tilfælde også i private hjem eller børnehjem.

Det kostede ham i 2012 livsvarigt fængsel og sikringsforvaring.

I sin tyske fængselscelle er den dømte pædofilmorder pludselig blevet interessant i forhold til Madeleine McCanns gådefulde forsvinden i Portugal i 2007. Den treårige pige forsvandt sporløst fra sine forældres hotelværelse i Praia da Luz på Algarve-kysten.

Ifølge flere medier – bl.a. nzherald.co.nz og dailymail.co.uk – har den tidligere portugisiske efterforskningsleder Concala Amaral oplyst, at politiet interesserer sig for 'en tysk pædofil, der er i fængsel'.

Det skulle ifølge medierne skyldes et tip fra britiske Scotland Yard om at se nærmere på Martin Ney, der angiveligt før 2007 havde et indgående kendskab til Algarve-området, hvor han flere gange havde opholdt sig.

Den tyske børnemorder Martin Ney ligner den fantomtegning, der blev fremstillet af en mand, der var set optrædte mistænkeligt i Portugal forud for Madeleine McCains forsvinden.
Den tyske børnemorder Martin Ney ligner den fantomtegning, der blev fremstillet af en mand, der var set optrædte mistænkeligt i Portugal forud for Madeleine McCains forsvinden.
Vis mere

Ved tidspunktet for Maddies forsvinden skulle han have arbejdet for et kirkeprojekt for hjemløse i Portugal, ligesom hans ansigtstræk minder om en fantomtegning, der på baggrund af vidneudsagn fra Portugal er blevet offentliggjort af pigens mulige bortfører.

Martin Ney har ud over drabet på Dennis Rostel, otte år, i 1995 også indrømmet at have dræbt to andre drenge, 13-årige Stefan Jahr i 1992 og niårige Dennis Klein i 2001.

Sidste år kom det desuden frem, at han over for en cellekammerat havde tilstået drabet på endnu en dreng, den 10-årige franske skoledreng Jonathan Coulom. Han blev i 2004 kidnappet fra en feriekoloni i Saint-Brevin-les-Pins og dræbt. Ney er dog ikke blevet anklaget for dette drab.

Han har også i en periode været mistænkt for et drab på en skoledreng i Holland i 1998, hvor 11-årige Nicky Verstappen forsvandt fra en sommerlejr nær den tyske grænse.

Det ville ifølge mistanken passe ind i en uhyggelig drabsrytme med tre års mellemrum i de fem sager: 1992, 1995, 1998, 2001 og 2004.

Og Madeleine McCann forsvandt sporløst i 2007.

Teorien om tre-års rytmen blev dog til en vis grad skudt ned sidste år. Her blev en 55-årig hollandsk mand anholdt i Spanien efter at have været efterlyst i hele Europa på baggrund af nye, fældende dna-beviser i den 20 år gamle drabssag fra Holland i 1998.

Men det forhindrer ikke tyske Martin Ney i fortsat at have efterforskernes interesse i forhold til Madeleine McCanns uopklarede forsvinden.

Den nu fængslede pædofil-forbryder har allerede tidligere været inde i den omfattende efterforskning af den britiske piges skæbne. I første omgang blev han ikke anset for virkelig interessant, fordi han i sine tidligere drab og overgreb næsten udenlukkende havde jagtet halvstore drenge.

Men ifølge psykologiske eksperter kan ofrenes køn ofte være underordnet for pædofile.

Madeleines forældre forklarede efter datterens forsvinden 3. maj 2007, at de havde puttet Maddie og hendes to tvillingesøskende i ferielejligheden, før de selv var gået ned på en tapasrestaurant omkring 50 meter fra værelset, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time så forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne, har hun forklaret.