Fra sin base i badebyen Marbella skulle en dansk Hells Angels-rocker have sørget for leverancer af kokain til Danmark.

Det mener i hvert fald National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der er politiets specielle enhed mod blandt andet organiserede kriminelle.

Tirsdag sidder den 39-årige rocker på anklagebænken i et specielt indrettet retslokale i Herfølge.

Her er han tiltalt sammen med to andre mænd i en retssag, der handler om 27 kilo kokain, der kom til Danmark i 2020.

Udover de mange kilo kokain drejer sagen sig også om otte pistoler, en større mængde C4 sprængstof og en kidnapning.

Ifølge politiet har den 39-årige rocker trukket i trådene fra Solkysten i Spanien, hvor det er deres opfattelse, at han har været med til at sende 20 kilo kokain over den danske grænse, hvilket han nægter sig skyldig i.

Allerede i forelæggelsen kommer de to anklagere fra NSK ind på, at en stor del af politiets bevismateriale i sagen stammer fra den tidligere krypterede kommunikationsplatform EncroChat.

De fortæller, at der er udlæst flere tusinde beskeder fra EncroChat-kommunikation mellem de tre tiltalte.

Det er politiets opfattelse, at bag brugernavnet Fancyzoo gemmer sig rockeren fra Marbella. En anden af de tiltalte skulle ifølge politiet kalde sig for Lionbody.

Men den 39-årige mand nægter et hver kendskab til kokainen og EncroChat.

»Jeg har aldrig hørt om den,« siger han, da han bliver spurgt af anklageren.

Ligeledes har han heller aldrig hørt om kodenavnet.

Hells Angels-rockeren er den første, der skal afgive forklaring i sagen.

Han er iført en hvid nystrøget skjorte, mørke bukser og har tilbagestrøget hår – ved kraven på skjorten og for enden af ærmerne kan man se, at manden har flere mørke tatoveringer.

Den 39-årige bekræfter, at han blev anholdt i Marbella i Spanien i 2021. Her blev hans 350 kvadratmeter store lejlighed ransaget af spansk politi.

»Jeg flyttede til Marbella i slutningen af 2018, og jeg har opholdt mig dernede on and off i flere perioder. Jeg var dernede i flere måneder ad gangen, inden jeg rejste hjem til Danmark igen,« forklarer han.

Under ransagningen fandt politiet flere effekter i lejligheden, som politiet mener kan knytte rockeren til dæknavnet Fanzyzoo. Særligt en sølvfarvet kat med sorte ringe har anklagerens interesse.

Havde du en kat magen til den på billedet, spørger anklageren, da hun viser den 39-årige et billede, der er sendt fra Fancyzoo på EncroChat i 2020.

»Nej, det havde jeg ikke. Men jeg havde en der godt kunne ligne. Men den på billedet er ikke særlig stor. Min var omkring en meter høj,« siger den tiltalte og studerer billedet nøje.

Herefter viser anklageren et billede af den sølvkat, der blev fundet under ransagningen af mandens lejlighed i badebyen.

»Ja, det er min. Som du kan se, så er den jo meget større. Det ligner slet ikke den på det andet billede,« siger han og påpeger, at hans lejlighed heller ikke har en murstensvæg, som man kan se på det billede fra den krypterede tjeneste.

Under ransagningen fandt politiet også en HA-lædervest, en HA-musemåtte og flere mærker med klubbens symboler.

Er du medlem af Hells Angels? spørger anklageren manden.

»Ja, det er jeg,« siger han og retter sig op i stolen i midten af lokalet.

Han fortæller, at han har søgt optagelse i rockerklubben af to omgange. Den første i Danmark, men senere i den sydspanske by, der er kendt som et yndet tilholdssted for kriminelle.

Thomas Kjærsgaard Boel var medlem af Hells Angels i mange år, inden han meldte sig ud af rockerklubben i forbindelse med sin dom på 14 års fængsel i 2014. Mændene på billedet har ikke noget med sagen at gøre. (Manden på billedet har ikke noget med sagen at gøre) (Arkivfoto).
Thomas Kjærsgaard Boel var medlem af Hells Angels i mange år, inden han meldte sig ud af rockerklubben i forbindelse med sin dom på 14 års fængsel i 2014. Mændene på billedet har ikke noget med sagen at gøre. (Manden på billedet har ikke noget med sagen at gøre) (Arkivfoto). Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En afdeling af Hells Angels, der ifølge B.T.s oplysninger har haft mange danske medlemmer.

»Men jeg var ikke fuldgyldigt medlem i 2020, der var jeg prøvemedlem,« siger den 39-årige mand og fortæller, at han arbejdede med telemarketing i Spanien.

Han fortæller videre, at han under coronanedlukningen holdt mange fester i sin store lejlighed i badebyen.

»Der var strenge restriktioner, så folk var meget hjemme hos mig. Når der ikke var fest, så gamede vi,« lyder det fra ham, og han fortæller, at mange af hans HA-brødre kom hos ham.

I april blev Mads Henrik Petersen idømt otte års fængsel. Han skulle have siddet ved siden af de tre mænd på anklagebænken, men han har tilstået sin rolle som mellemled i en kæde af narkohajer, der i foråret 2020 samlet stod bag indsmugling og handel med store mængder kokain til det danske marked.

Han var indtil sin anholdelse medlem af Hells Angels, men meldte sig efterfølgende ud af klubben.

»Jeg kender ham, han er min gode ven,« fortæller den 39-årige om Mads Henrik Petersen.

Sagen er en af forgreningerne i det enorme sagskompleks, som politiet har døbt Operation Sixpence.

Her er der tale om et af danmarkshistoriens største narkokomplekser. Sagerne har vist sig at have tråde til både bande- og rockermiljøet, ligesom også en række tidligere narkodømte igen er kommet grundigt i politiets søgelys.

Der er allerede udmålt over 100 års fængsel i en halv snes andre sager i komplekset.

Retssagen mod de tre mænd kører over 12 retsdage - B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: