'Manden i børneværelset' forsøgte tre gange at komme ind til Lines datter: Nu reagerer hun på nye sigtelser
'Manden i børneværelset' er blevet sigtet for blandt andet 'voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år' – Det har fået moren til et af de tidligere ofre til at reagere.
Her ses den 24-årig mand ved hoveddøren hos en af de familier, hvor han har befølt en ung pige. Privatfoto
Sådan lyder det fra Line Hansen, da hun hører, at den 24-årige mand, der også er kendt under navnet 'manden i børneværelset', igen er blevet sigtet for en række forhold – blandt andet 'voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år.'
Line Hansen har nemlig selv stiftet bekendtskab med den 24-årige seriekrænker.
I 2022 forsøgte han tre gange at komme ind til hendes datter, der dengang var 12 år gammel.
»Jeg er ikke overrasket, fordi hvis ikke han får behandling, så er det det her, han går ud og gør,« siger Line Hansen til B.T. og tilføjer:
»Han har jo brug for nogen, der tager sig af det her. Så det med at sætte ham i fængsel og straffe ham, det hjælper ikke. Han går bare ud og gør det igen.«
Line Hansen fik konfronteret den 24-årige, da han for tredje gang i 2022 havde været forbi hendes hus.
Siden sørgede hun for, at han har fået opholdsforbud ved familiens hjem, og at han har polititilhold mod at kontakte dem.
Line Hansen Foto: Ard Jongsma
Den 24-årige mand er sigtet for én voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse og tre tilfælde af forsøg på blufærdighedskrænkelse.
Han er helt konkret sigtet for at at have brugt en sovende piges fødder til at masturbere sit eget lem.
Det fremgår af en retsbog, som B.T. er i besiddelse af. Alle hændelserne fandt sted den 30. og 31. august 2026.
Manden er tidligere blevet idømt tre fængselsstraffe for at trænge ind i huse og krænke piger.
Derfor rammer det også Line Hansen at høre, at 'manden i børneværelset' igen er blevet sigtet for lignende hændelser.
»Jeg bliver rigtig ked af det over det, fordi jeg synes, jeg har gjort alt, hvad der står i min magt for at få stoppet det her, så der ikke er flere piger og familier, der skal være udsat for det,« siger hun.
»Altså, det rammer mere end kun pigerne. Det rammer jo hele familien. Jeg har helt vildt ondt af de familier.«
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk – alle henvendelser behandles fortroligt.
Hun er heller ikke i tvivl om, hvad hun håber, der kommer til at ske i sagen nu.
»Han er en stakkel, og han har enormt brug for hjælp af et samfund, der ikke rigtig formår at gøre det,« siger Line Hansen og fortsætter:
»Altså, han har brug for psykiatrisk behandling. Og det er jo også for at redde de piger. Det er jo for, at han ikke gør det igen.«
I den retsbog, som B.T. er i besiddelse af, fremgår den 24-åriges forklaring desuden.
I forklaringen lyder det, at han ikke er bange for at blive opdaget, og at han blandt andet kigger efter børnenavne på postkasser for at finde piger.
Han forklarede også, at han »har brug for at få udløsning«.
Retsbogen er fra et grundlovsforhør den 26. oktober 2026, hvor den 24-årige mand blev varetægtsfængslet indtil 19. november 2026.