Et forsøg på voldtægt bag Sygehus Nord i Aalborg endte onsdag med en varetægtsfængsling i fire uger.

Det var udfaldet af et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor en 25-årig mand er sigtet for overgrebet.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og derfor er det sparsomt med detaljer fra retten.

Anklager ved Nordjyllands Politi, Eva Madsen, oplyser dog, at den 25-årige mand nægtede sig skyldig i voldtægtsforsøget.

»Om det er en fuldbyrdet voldtægt eller et forsøg, så er det en meget grov forbrydelse, og det er derfor han bliver varetægtsfængslet i fire uger,« siger hun.

Den 25-årige blev anholdt tirsdag, efter politiet havde efterlyst vidner til voldtægtsforsøget, der udspillede sig natten til søndag.

Her blev en 19-årige ung kvinde passet op af en mand, der påstod at have brug for hjælp. Kvinden fulgte med manden, men herefter udviklede det sig uhyggeligt.

»Kvinden fulgte med ham til Stengade, bag Sygehus Nord, og hér ændrede manden pludselig adfærd. Han greb hårdt fat i kvinden og fik hende skubbet omkuld,« forklarer politikommissær Lene Madsen i en pressemeddelelse tirsdag.

»Det lykkedes dog heldigvis for kvinden snarrådigt at slippe ud af situationen – og hun henvendte sig straks til os.«

Den 25-årige kærede ikke varetægtsfængslingen.