En mand blev udsat for et sandt mareridt, da han i sommer blev holdt fanget og udsat for grov mishandling.

Ofret, en 29-årige mand, blev tilbageholdt i tæt på 24 timer af en 49-årig mand.

I løbet af timerne blev han skudt syv eller otte gange i ansigtet med blyhagl og tildelt flere slag med knytnæve og albue.

Nu har gerningsmanden, den 49-årige mand, fået sin dom. Torsdag er han blevet dømt skyldig og er blevet straffet med fængsel i tre og et halvt år. Det oplyser Thomas Klingenberg, anklager ved Nordjyllands Politi, til B.T.

Han er blandt andet blevet dømt for det, som Thomas Klingenberg beskriver som 'kvalificeret vold'.

Gerningsmanden fortalte ved Retten i Aalborg, at det var en uoverensstemmelse vedrørende penge, der førte til forbrydelsen.

Han mente nemlig, at den 29-årige havde stjålet penge, hvorefter volden begyndte – og efterfølgende løb tingene af sporet.

Thomas Klingenberg oplyser, at forbrydelsen blev opdaget på baggrund af et anonymt tip fra en borger. Politiet rykkede således ud og anholdt gerningsmanden.

I forbindelse med anholdelsen foretog politiet også en ransagning af gerningsmandens adresse. Her fandt man 25 gram heroin, 10 gram kokain og 250 gram hash.

Derudover opbevarede han også flere våben i sin kælder, hvilket er blevet tilføjet til dommen.

Den forurettede overlevede skuddene og slagene, men han var slemt tilredt. Blandt andet kunne han næsten ikke se ud af øjnene.

Og samlet set gav det så tre år og seks måneder. Den 49-årige har taget sig betænkningstid i forhold til at anke, oplyser Thomas Klingenberg til slut.