Onsdag morgen blev en mand ramt af skud i området omkring Kornmarken i Bagsværd.

»Jeg er rystet, og det hele er meget ubehageligt. Nu skal man være bange for at bo sådan et sted,« fortæller en beboer i området.

Beboeren, der ringede efter politiet, fortæller, at der var to gerningsmænd, som har skudt ud mod en fælles græsplæne, hvor en mand er blevet ramt af skuddene. De to gerningsmænd havde mørkt tøj på og efterlyses nu af politiet, da de løb væk efter skudepisoden.

Øjenvidnet hørte selv to til tre skud, mens andre i området har hørt op til seks skud.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

TIP OS! Ved du noget om dette skyderi, så kontakt os på 1929@bt.dk

»Jeg så episoden. Det er meget surrealistisk, og jeg forstår det slet ikke, for vi er sådan et sølvbryllupskvarter.«

Umiddelbart efter – omkring klokken 06.30 – ringer beboeren til politiet, som møder talstærkt op på stedet.

B.T.s mand på stedet fortæller, at politiet har spærret et stort område af, og skudepisoden er netop sket ved nogle rækkehuse i området.

Kort efter klokken 8 er flere teknikerbiler ankommet til stedet som et led i efterforskningen.

Vagtchefen oplyser over for B.T., at politiet ikke har yderligere i øjeblikket.

I skrivende stund er offerets tilstand ukendt, da politiet ikke kan sige noget på nuværende tidspunkt.

B.T. følger sagen.