En mand med afrikanske rødder har de seneste dage skabt frygt blandt beboerne i Hjørring.

Blandt andet har han lørdag antastet en 16-årig pige og været nærgående over for flere andre borgere. Men det er ikke historien om en krænker eller voldsperson, som politiet kan melde om, efter de har undersøgt sagen.

Der er derimod tale om en trist og ensom mand, som er havnet langt væk hjemmefra uden venner eller blot et netværk, som han kan støtte sig op af.

I desperation forsøgte manden i den forgangne uge at få socialt samvær med sin omverden ved simpelthen at gå ud på gaden og starte fra en ende af ved at tale med de forbipasserende, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Vi ved nu, hvem manden er, og vores lokalbetjente har talt med ham. Han forklarer, at han savner venner og mangler et socialt netværk. I den kultur, han er vokset op i, er det helt normalt at være meget udadvendt og tale til andre på gaden, har han fortalt os.«

»Ud fra de oplysninger, vi har nu, og ud fra vores møde med manden, så er vores vurdering, at han ikke ønsker at skræmme eller skade nogen,« siger vicepolitiinspektør Sune Myrup fra lokalpolitiet i Hjørring.

Heldigvis for mandens mentale ve og vel har politiet nu tænkt sig at undersøge, om man kan finde nogle ligesindede, som han kan læne sig op af i det daglige - så skræmmer han heller ikke livet af de lokale nordjyder, når de går på gaden og passer sig selv.

»Vi har for det første forklaret manden, at han skal ændre adfærd i det offentlige rum, så han ikke skaber utryghed. Og så har vi et godt samarbejde med kommunen, som vi har drøftet sagen med, og vi vil allerede fra i dag sætte en fælles indsats i værk omkring manden,« fastslår vicepolitiinspektøren i pressemeddelelsen.