Der er fortsat gang i den helt store eftersøgning af en mand, der i weekenden jagtede to 11-årige piger gennem et ellers roligt villakvarter i Middelfart.

Det er nemlig endnu ikke lykkedes at finde frem til manden.

Det fortæller efterforskningsleder ved Fyns Politi Morten Ravn-Christensen til B.T.

»Vi har indtil videre endnu ikke modtaget nogen henvendelser fra vidner i området, og derfor vil vi stadig gerne i kontakt med nogen, som har set manden eller hans hvide bil i området,« siger efterforskningslederen.

I mellemtiden er Fyns Politi fortsat i gang med deres egen efterforskning af sagen, der blandt andet har betydet patruljer i området, som har ringet på folks dørklokker for at blive klogere på hændelsesforløbet.

»For at forstå konteksten vil vi naturligvis også gerne i kontakt med manden selv,« siger Morten Ravn-Christensen.

De to 11-årige piger var lørdag sammen på en legeplads på Lillebæltsvænget – et villaområde i udkanten af Middelfart.

I et stykke tid havde en mand siddet og betragtet de to piger fra sin bil.

Og pludselig stod manden ud og satte i løb efter de to piger.

Heldigvis opdagede en af de to piger, at manden var begyndt at løbe efter dem, og de stak derfor af sammen.

Det endte med, at de to 11-årige piger slap væk fra manden. Hele episoden fandt sted omkring klokken 19.20 lørdag.

»Vi er i øjeblikket i gang med at klarlægge hændelsesforløbet for forhåbentlig at kunne afgøre, hvad der var mandens hensigt,« fortæller efterforskningslederen til B.T.

Og for at kunne klarlægge hændelsesforløbet hører politiet derfor fortsat gerne fra vidner i området, som skulle have set en mand i en hvid personbil, iført sort hue og et mundbind.

På den hvide personbil var der desuden et mørkt mønster på siden.

Søndag kunne Fyns Politi oplyse, at de to piger efter omstændighederne har det godt. De er begge hjemme hos deres familier i trygge rammer.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.