Efter det formodentlige gaderæs i Odense lørdag aften er en mand blevet indlagt på intensivafdelingen.

Manden har slået hovedet og ligger indlagt med indre blødninger. Hans tilstand er kritisk.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Gaderæset foregik fra banegården ved Østre Stationsvej og videre op ad Rugårdsvej i det centrale Odense. To køretøjer var involveret, hvilket gik ud over en tredje bilist.

Ved du noget om hændelsen? Tip redaktionen på 1929@bt.dk.

Ifølge Fyns Politi kørte to biler formentligt om kap, da den ene af bilerne, en Volvo S60, stødte frontalt sammen med en tilfældig bilist i en Hyundai, som kom kørende i den modsatte retning.

Ved sammenstødet blev Hyundaien skubbet ind i et tredje køretøj.

»Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap,« sagde vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi natten til søndag.

Det er føreren af Volvoen, en mand i begyndelsen af 20'erne, der er indlagt på intensiv.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Det var ham, som lavede en fejl, der førte til sammenstødet. Det ved vi fra vidneforklaringer og undersøgelser på stedet,« sagde vagtchefen lørdag aften.

Den anden bilist, der var involveret, kørte efterfølgende fra ulykkesstedet. Fyns Politi arbejder lige nu på højtryk for at finde vedkommende.

Ifølge øjenvidner kørte de to involverede omkring 100 kilometer i timen, hvilket også har skabt forargelse hos justitsminister Nick Hækkerup.

'Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel, som har bragt almindelige borgeres liv i fare. Politiet efterforsker selvfølgelig sagen på fuld tryk, så vanvidsbilisterne hurtigst muligt kan blive stillet til ansvar. Sagen viser, at vi bliver nødt til at stramme kursen markant over for disse mennesker,' udtaler ministeren i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Regeringen vil snarest efter sommerferien derfor fremsætte et lovforslag, der skærper straffen for kapkørsel, ligesom straffen vil blive skærpet for en række andre forhold.'

I alt har tre personer været forbi Odense Universitetshospital som følge af ulykken.

To af dem pådrog sig lettere skader, mens den tredje som nævnt er indlagt på intensiv.

Efter ulykken var politiet talstærkt til stede ved hospitalet, hvor de lavede en såkaldt skalsikring.

Over for Fyens Stiftstidende forklarer poliitet, at det var for at skabe ro omkring sygehuset.

»Det gør vi tit, hvis for eksempel er en vis personkreds. I nogle kredse søger de allesammen til sygehuset, hvis en kommer alvorligt til skade. Der var vi nødt til at være behjælpelige med at holde ro på en time eller to,« forklarer vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen.