Lørdag aften gik det grueligt galt, da et ulovligt gaderæs fandt sted i Odense. Nu går en beboerforening nærmest og holder vejret, af frygt for at det sker igen.

Beboerforeningen hedder Fraugde-Kærby Forening og ligger i det sydøstlige Odense.

På ugentlig basis oplever foreningen, hvordan de ulovlige gaderæs – hvor to biler kører om kap side om side – er eskaleret i løbet af årene. Det fortæller formanden for foreningen, der ikke ønsker sit navn oplyst, men hvis identitet er kendt af B.T.

»Det udvikler sig hele tiden. Pludselig skal der ikke meget til, før uheldet er ude. Gaderæset foregår heldigvis, hvor der er ikke er meget aktivitet i området, men der skal bare ske én fejl,« siger formanden.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Han oplever, hvordan 200 biler kan være stimlet sammen i et industriområde ved C.F. Tietgens Boulevard – under en kilometer fra Fraugde-Kærby Forening – og brager af sted med 100 kilometer i timen.

Og med tanke på gaderæset lørdag aften, der sendte en ung mand i livsfare, vækker det gru hos de 46 husstande i beboerforeningen.

»Det er ikke, fordi jeg går og føler mig utryg hele tiden. Men man har jo tanke for, at det kan gå galt. Man går nærmest og venter på det, synes jeg.«

»Også fordi de kører op og ned ad cykelstier, og nogle gange kommer der også børn i området. Det er en smule utrygt.«

Ifølge formanden er der ingen fra beboerforeningen, der kommer ved C.F. Tietgens Boulevard, når gaderæset er i gang. Det er hans opfattelse, at det er forskellige grupperinger, der aftaler at mødes.

Mange tilskuere møder derfor op – og er i risiko for at blive ramt, da 'køreområdet' ikke er afspærret.

»Det ville være mindst lige så tragisk. Risikoen for at blive ramt er bare til stede.«

Beboerforeningen har flere gange kontaktet politiet, når bilerne mødes for at køre ræs. Nogle gange møder politiet op, men det forhindrer ikke gaderæsene i at fortsætte.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Jeg er sikker på, politiet gør, hvad de kan. I forvejen har de rigeligt at se til. Det er måske også svært at gøre noget ved 200 biler,« erkender formanden.

Fyns Politi bekræfter over for B.T., at de jævnligt får anmeldelser om gaderæs.

De fastslår samtidig, at de ved hver anmeldelse sender en patruljevogn – og ikke tager nogen chancer, af frygt for hvad der kan ske.

I alt kom tre personer til skade ved lørdagens gaderæs ved Rugårdsvej i Odense. Søndag eftermiddag ligger den førnævnte unge mand fortsat på intensivafdelingen med indre blødninger.

Efter ulykken har regeringen meldt ud, at man er opmærksom på gaderæsene og agter at gøre noget ved dem. Det slår justitsminister Nick Hækkerup (S) fast.

»Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel, som har bragt almindelige borgeres liv i fare. Politiet efterforsker selvfølgelig sagen på fuld tryk, så vanvidsbilisterne hurtigst muligt kan blive stillet til ansvar. Sagen viser, at vi bliver nødt til at stramme kursen markant over for disse mennesker,« udtaler ministeren i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Regeringen vil snarest efter sommerferien derfor fremsætte et lovforslag, der skærper straffen for kapkørsel, ligesom straffen vil blive skærpet for en række andre forhold.«