Opdateret: Manden er identificeret, og de pårørende er blevet underrettet.
En mand er lørdag morgen blev fundet livløs i vandet ved Thurøbund ved Svendborg.
Alarmopkaldet kom kl. 9.13, oplyser Beredskab Fyn til B.T.
Over for TV 2 fortæller Fyns Politi, at manden siden er blevet erklæret død – altså i det, der ligner en drukneulykke.
Det var først ikke muligt at identificere manden, og af den årsag bad Fyns Politi om hjælp til at finde ud af, hvem den døde mand er.
Nu skriver de på Twitter:
»I drukneulykken fra Svendborg har vi nu fået identificeret den bjærgede mand og pårørende er underrettet. Tak for hjælpen til de borgere, der har bistået os. Vi har ikke yderligere til sagen.«
Manden blev lørdag morgen fundet af nogle sejlere, der var i gang med en konkurrence, og det vides endnu ikke, hvad der er sket forud.

»Det er alt for tidligt at sige. Om han er faldet i vandet, eller hvad han er. Det ved vi simpelthen ikke,« siger vagtchef Henrik Strauss fra Fyns Politi til Ritzau:
»Vi er stadig nede på stedet og arbejder på, om vi kan finde ud af, hvem han er, og hvad der er sket.«
Men ifølge vagtchefen kan det blive svært at finde ud af.
»Mit bedste bud er nej, det tror jeg ikke, vi kan, men vi gør forsøget,« siger Henrik Strauss fra Fyns Politi.



