'At sige det højt giver mig en følelse af at være tro mod mig selv. Det her er en del af mig, og jeg er stolt af den person, jeg er blevet. For første gang i lang tid føler jeg mig faktisk ret sej.'

Sådan lyder det fra Regitze Ørnstrup Christensen, der onsdag satte et vigtigt punktum i sit liv. Og det begivenhedsrige øjeblik valgte hun at dele på Twitter.

I opslaget skrev hun, at hun nu – efter ti år med flere forsøg – endelig har taget sin sidste antidepressiv. En oplevelse, hun forevigede og delte i en video, der kan ses længere nede i artiklen.

Ifølge hende er åbenhed nemlig afgørende, hvis tabuet omkring angst og depression – og nødvendigheden af antidepressiv medicin – skal brydes. Personligt var det fodboldekspert og ekslandsholdsspiller Jesper Grønkjærs ærlighed på Twitter, der gav hende modet til at stå frem.

Det skal ikke være skamfuldt at passe på sin psyke

Nu håber hun, at hendes opslag også kan være med til at hjælpe andre.

'Jeg er ingen Jesper Grønkjær, men hvis jeg bare kan få én til at føle sig mere tilpas i deres forløb, så er jeg glad. Det kan være enormt grænseoverskridende at tale om det, men man skal ikke være flov over at være syg med hverken angst eller depression.'

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen var flere hundrede tusinde på antidepressiv medicin i 2020. Regitze Ørnstrup Christensen oplever, at det oftest er de negative fortællinger om medicinen, der får lov at fylde.

Og ifølge generalsekretær i Depressionsforeningen Morten Ronnenberg Møller er det et tabu, som man skal bryde.

»I udgangspunkt er stigma ofte begrundet i manglende kendskab, viden og forståelse. Det betyder omvendt, at hvis vi kan skabe mere forståelse for hvad det vil sige at have depression, så kan vi også reducere frygten og bekymringen blandt andre for antidepressiv medicin. Én af de mange ting der skal til er at vi ophører med at omtale antidepressiva som ’lykkepiller’, da det er meget misvisende. Vi taler jo heller ikke om ’lykke-kemo’, eksempelvis.«

»Der er folk, der får det værre på antidepressiv medicin. Men der er også alle dem, der får det bedre – og det synes jeg er lige så vigtigt at få frem. Jeg har manglet at høre om folk som mig. Altså, de gode historier, hvor antidepressiverne faktisk hjælper dem på rette vej.«

Efter ti år med flere forsøg blev onsdag dagen, hvor Regitze Ørnstrup Christensen tog sin sidste antidepressiv.
Efter ti år med flere forsøg blev onsdag dagen, hvor Regitze Ørnstrup Christensen tog sin sidste antidepressiv. Privat foto

Men selvom Regitze i dag føler sig både stolt og lettet, fastslår hun også, at delingen af opslaget ikke var en nem beslutning.

'Jeg har tidligere været i situationer, hvor jeg har haft lyst til at tale om det. Men jeg har været meget bevidst om, at andres syn på mig måske ville ændre sig.'

Særligt i hendes nuværende situation som nyuddannet frygter hun at blive fravalgt på baggrund af sit tidligere sygdomsforløb. Men i går var det ikke frygten, der fik lov at sejre.

'Jeg er naturligvis nervøs for, om der er nogen, der tænker, at jeg er for sårbar. Men jeg er nået til den erkendelse, at hvis jeg bliver valgt fra på den baggrund, så var det nok ikke det rette match uanset. Man kan måske få den forestilling, at jeg er 'hende, man skal passe på', men vi skal jo alle sammen passes på. Det er enormt vigtigt at huske. Alle kan blive syge og få brug for medicin.'

Af samme årsag håber hun nu, at hendes opslag og video kan være med til at bryde tabuet.

'Det skal ikke være skamfuldt at passe på sin psyke. Hvordan man gør det, er individuelt, men det er jo vigtigt for os alle sammen, at vi har det godt. Det er ikke en skam at tage vare på sig selv.'

Ifølge Psykiatrifonden rammes hver tredje dansker af psykisk sygdom i løbet af livet. Blandt de mest udbredte er angst og depression.