Renbæk Fængsel i Sønderjylland mangler en indsat.
Han er nemlig stukket af fra den åbne afdeling.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Til B.T. forklarer vagtchefen, at manden har siddet inde for kørsel uden førerret. Og havde fået en dom på 14 dage, som han skulle afsone.
Som udgangspunkt giver flugten yderligere 30 dage.
Han beskrives som værende 36 år og 180 cm høj.
Derudover er han almindelig af bygning, har kort sort hår, er mørk i huden og har brune øjne.
Den 36-årige mand er ikke dansk statsborger og bor heller ikke i Danmark.
Han vurderes som værende ikke farlig.
Politiet ved ikke, hvordan eller hvorfor han er flygtet.
Hvis man har set ham eller kender hans lokation, bedes man kontakte politiet via telefon 114.
Det er ikke første gang, at en fange er undsluppet fængslet i Sønderjylland.
Tidligere i år, slut april, undslap to fanger. De sad inde for en for alvorlig kriminalitet. Den sidste af de to blev fanget d. 13 juni.
De havde begge lavet et hul i loftet i deres celler. De kravlede igennem hullerne, fortsatte via loftet og ud gennem et hul i taget. Så passerede de to hegn, der omkranser fængslet.
Det første hegn er de med stor sandsynlige kravlet over. Det næste hegn er seks meter højt og klatresikret, men der var klippet et hul i hegnet, som de kunne flygte videre igennem.
B.T. følger sagen.