Lørdag aften udspillede der sig noget af en episode, efter en flok personer havde siddet og drukket alkohol.

To 50-årige mænd endte i et slagsmål, hvor den ene mand endte med at bide halvdelen af den anden mands tunge af.

Det skriver Nordjyske.

Episoden foregik på en adresse i Gistrup-området.

»Vi skal have afhørt de implicerede og vidnerne yderligere. Men umiddelbart sigter vi den ene af de to 50-årige mænd for kvalificeret vold – altså efter den hårde voldsparagraf, 245, og så skal det vurderes af vore jurister, om ham, vi kalder gerningsmanden, skal fremstilles i et grundlovsforhør,« fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Politiet har ikke fået afhørt de involverede personer, og det er derfor ikke klar over, hvad der skete op til slagsmålet, hvor en mand altså fik bidt halvdelen af sin tunge af.

Politiet sigter gerningsmanden efter den grove voldsparagraf, da det kan få store konsekvenser for mandens evne til at tale, hvis ikke tungen kan blive syet sammen igen.

Anmeldelsen kom ind klokken 19.34.

B.T. har forsøgt at få en opdatering på sagen fra Nordjyllands Politi, men uden held.