En form for 'dødsliste' i en notesbog med punkter, der skal huskes i forbindelse med et drab, belaster ifølge politiet en 34-årig mand fra Sjælland.

Ikke mindst fordi skriftseksperter med maksimal sikkerhed har fastslået, at det er skrevet med hans håndskrift.

Han har i knap fem måneder siddet varetægtsfængslet sammen med en 42-årig kammerat, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sigter for at stå bag to drab tidligere på året på Sjælland.

Nemlig på den 68-årige Kiehn Andersen 20. april i Ruds Vedby og på den 80-årige Poul Frank Jørgensen 16. juni i Vemmelev.

Efter begge drab blev ofrenes huse sat i brand.

Desuden er de fængslede også sigtet for et hjemmerøveri i Skibby i Nordsjælland, og politiet har mistanke om, at de også kan have andre alvorlige forbrydelser på samvittigheden.

I Retten i Næstved fik den yngste af de to fængslede – den 34-årige mand – torsdag formiddag forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger, selv om hans advokat kæmpede for at få ham løsladt.

Men specialanklager Susanne Bluhm kunne i retsmødet blandt andet oplyse, at politiet i den 34-åriges bil ved en ransagning har fundet en notesbog med en huskeliste over effekter, 'der kan anvendes ved drab'.

Og at det med en sandsynlighed grænsende til sikkerhed ifølge skriftseksperter er den 34-årige, der har skrevet huskelisten.

Samtidig kom det frem, at politiets efterforskning siden sidste retsmøde i sagen for fire uger siden har vist, at den 34-årige tilsyneladende forud for det seneste af drabene har været meget ivrig for at købe en jagtriffel.

Han tilbud en mulig køber at komme med 10 minutters varsel, men købet blev dog ikke til noget, da køberen gjorde opmærksom på, at sådan handlede man ifølge reglerne ikke våben.

Den 34-årige nægter sig skyldig i drabet på Kiehn Andersen, men har erkendt ulovlig våbenbesiddelse.

Hans 42-årige medsigtede er gået med til frivillig fristforlængelse, uden at der blev afholdt et retsmøde.

Han erkendte kort efter sin anholdelse i sommer i første omgang de to drab, som han er sigtet for, men har siden ændret forklaring, så han nu skyder skylden på den 34-årige.

I begyndelsen foregik fristsforlængelser i sagen for lukkede døre, men da der for en måned siden for første gang kom åbne døre i sagen, udsendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse, der bebudede nye mulige sigtelser mod de to fængslede mænd:

'Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet i Skibby. Så vi fortsætter med en dybdegående efterforskning mod de to mænd, indtil alle kort i sagen er blevet vendt,' lød det i den forbindelse fra politiinspektør Kim Kliver.