I sidste måned blev der indledt en domsmandssag mod en mand i 20'erne, som var tiltalt for at have udsat et barn for et voldtægtsforsøg og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Offeret var en elev på en specialskole, hvor han tidligere havde arbejdet som vikar.

Nu er manden blev idømt en behandlingsdom, da han ifølge en mentalundersøgelse er psykisk syg. Dommen er uden længstetid. 

Det oplyser Københavns Byret til Ekstra Bladet. 

Manden nægter sig skyldig. 

Under retssagen kom det frem, at manden er aktiv i den politiske ledelse af et dansk parti, men at han hverken er folkevalgt eller kendt af offentligheden.

Sagen udspiller sig tilbage i marts 2024, hvor manden er tiltalt for i sin egen lejlighed at have forsøgt at voldtage pigen, der på gerningstidspunktet var 12 år. Det mislykkedes dog, da hun sagde fra. Her skal han have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Igen i juli udsatte han ifølge tiltalen pigen for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i pigens hjem. 

I retten fortalte manden, at ham og pigen havde en relation, efter han stoppede på skolen, og at han så hende flere gange, samt skrev med hende over en længere periode.

Han beskrev pigen som »en form for lillesøster«, og forklarede at han blandt andet hjalp hende med matematik. 

Anklagemyndigheden påpegede, at beskederne fra manden til den 12-årige havde seksuelle undertoner. 

Ifølge Ekstra Bladet er manden dømt for det fulde indhold af anklageskriftet.

Manden blev også dømt for stalking og chikane, efter at han har overtrådt et tilhold mod en dengang 21-årig kvindelig bekendt mere end 50 gange. Kontakten foregik via e-mail, hvor han blandt andet skrev, at han elskede hende.