Overgrebstiltalt mødte forurettet pige gennem arbejde på skole
En ung mand nægter sig skyldig i at have udsat en pige for overgreb to gange i 2024.

En ung mand nægter sig skyldig i at have udsat en pige for overgreb to gange i 2024.

En mand i midten af 20’erne mødte den pige, han er tiltalt for at have udsat for et voldtægtsforsøg og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, på en specialskole, hvor han arbejdede som vikar.
Det kommer frem fredag formiddag i Københavns Byret, hvor en domsmandssag er blevet indledt.
Manden er tiltalt for i marts 2024 i sin egen lejlighed at have forsøgt at voldtage pigen. Det mislykkedes dog, da hun sagde fra.
Ved samme lejlighed skal han have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
På det tidspunkt var pigen 12 år.
Igen i juli udsatte han ifølge tiltalen pigen for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i pigens hjem. Det er uvist, om hun på det tidspunkt var fyldt 13 år.
Manden, der aktuelt er indlagt på et psykiatrisk hospital, nægter sig skyldig i overgrebene.
Han er tiltalt efter en del af straffelovens paragraf om voldtægt, der kriminaliserer, at personer over 22 år har seksuelle relationer til børn under 15 år.
Der er påstand fra anklagemyndighedens side om, at han idømmes en dom til behandling i retspsykiatrien uden længstetid.
Han arbejdede ikke længere på den skole, pigen gik på, da de påståede overgreb fandt sted.
I retten forklarer han, at han havde fået et godt forhold til pigen, mens han arbejdede på skolen, og holdt kontakten med hende, efter at han var stoppet på skolen.
- Jeg har ikke andre søskende, så jeg tænkte, at jeg kunne blive en omsorgsperson for hende, siger han i retten.
Han bestrider ikke, at de to har mødtes flere gange, efter at han stoppede på skolen, men afviser, at der på noget tidspunkt er sket noget seksuelt imellem dem.
Fredag fremlægger sagens anklager en række beskeder mellem den tiltalte og den forurettede pige.
Her fremgår det blandt andet, at han har skrevet, at han vil holde hende i sine arme, og at han elsker hende.
Forelagt det bekræfter han, at han holdt meget af hende, men at han holdt af hende som en søster.
Han er også tiltalt for stalking mod en kvinde, som han sendte e-mails til stort set hver dag mellem 7. oktober og 27. november 2025, selv om han på forhånd havde fået et tilhold og dermed forbud mod at kontakte kvinden.
Det forhold erkender han, ligesom han erkender, at han var i besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug i sit hjem i oktober 2024.
Manden er engageret i et politisk parti, men er ikke og har ikke tidligere været folkevalgt.
Dommeren har fredag besluttet at nedlægge navneforbud for manden. Det gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, der vil kunne identificere ham.
Der er endnu en retsdag i sagen tirsdag.
RITZAU