Københavns Politi har tiltalt den 27-årige James Schmidt for tre drab begået på Østerbro i København.

Det oplyser den tidligere Robinson-vinder Malene Hasselblad, der er datter til en af de kvinder, som James Schmidt angiveligt har slået ihjel.

På sin private Facebook skriver hun:

'Det her kan lyde mærkeligt, men det er den bedste nyhed jeg har hørt længe. Jeg er lige blevet ringet op af min kontaktperson i afdelingen for personfarlig kriminalitet. Der ryger en pressemeddelelse ud fra politiet idag om, at Kujonen bliver tiltalt for alle tre mord,' lyder det fra Malene Hasselblad, inden hun tilføjer:

'Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han minimum har slået min mor og de to andre ihjel, så selvfølgelig skal han dømmes for alle tre. Må retfærdigheden ske fyldest.'

Københavns Politi bekræfter på Twitter, at de har tiltalt manden for de tre drab. Her skriver de:

'Vi har rejst tiltale mod en 27-årig mand for tre drab begået i februar og marts 2019 på Østerbro. Retssagen starter den 3. marts 2020.'

Livsfarlig

Ved et retsmøde i sagen onsdag kom det frem, at den formodede seriemorder fra Østerbro er blevet mentalundersøgt.

Her fik den 27-årige mand for første gang siden sin anholdelse og varetægtsfængsling i marts sin fængsling forlænget i et åbent retsmøde, så offentligheden kunne få et nærmere indblik i det materiale, som anklageren præsenterede dommeren for.

James Schmidt deltog sammen med sin forsvarer via en videoforbindelse fra arresten i Helsingør.

Her sad han iklædt en langærmet, grå trøje og lyttede tilsyneladende opmærksomt og uanfægtet på de alvorlige anklager mod ham.

Et par gange kløede han sig kortvarigt i sit korte hår.

I retslokalet fremlagde senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi den helt nye udtalelse fra eksperterne i Retslægerådet, der har nærstuderet mentalundersøgelsen af den formodede seriemorder.

Og konklusionen er skræmmende klar: Han er livsfarlig.

Endda i en sådan grad, at han i tilfælde af en skyldigkendelse til sin tid, efter eksperternes mening, skal idømmes forvaring på ubestemt tid.

»Retslægerådets udtalelse underbygger, at der er grund til at frygte, at han i tilfælde af en løsladelse vil begå ny, ligeartet kriminalitet. Ifølge Retslægerådet har James Schmidt en svært afvigende personlighedsstruktur med stærkt psykopatiske træk,« oplyste anklageren.

I den forbindelse skrev Malene Hasselblad også et opslag på sin private Facebook.

'Der er kommet dugfrisk mentalerklæring på kujonen der dræbte min mor og to andre ældre forsvarsløse mennesker. I rapporten fremgår det, at manden er svært afvigende og har psykopatiske træk. Well surprice.'

'Retslægerådet anbefaler, at han i fald han kendes skyldig - hvilket han uden tvivl bliver, idømmes forvaring, da Retslægerådet vurderer at han er farlig og at der er stor risiko for at manden vil begå ny personfarlig kriminalitet.'

Sagen forventes at begynde i marts 2020.