Kronvidnet i Louise Borglit-drabet har stadig ikke glemt dødsskrigene fra den højgravide kvinde, der blev knivmyrdet i Herlev for knap seks år siden.

»Det var hårdt – og de der skrig der. Jeg har dem bare inde i mit hoved hele tiden.«

»At vide, at der er en mand, som står og stikker en kvinde ihjel med en kniv med en baby inde i maven, hvor jeg står på den anden side af busken – det er ubehageligt.«

Sådan lyder det fra den midaldrende kvinde, der på gerningsaftenen 4. november 2016 pludselig hørte den 32-årige kvinde dødskamp og kort efter stod ansigt til ansigt med den formodede morder.

Det skete på få meters afstand i skæret fra en gadelampe helt tæt på gerningsstedet ved Elverparken, hvor kvinden var ude at gå med sin rollator.

Kronvidnet medvirker anonymt i første afsnit af tv-dokumentaren 'Nogen ved noget om Louise Borglit', der har premiere onsdag på Discovery+ og Kanal 5.

»Da jeg vender rollatoren og skal til at gå ud på Tornerosevej, hører jeg et skrig.«

»Så blev der stille, og så gik der lidt. Så kom der et kodylt skrig. Det var så angst- og så smertefuldt, fordi det var virkelig et skrig om hjælp. Jeg har aldrig hørt sådan et skrig før. Det var virkelig, virkelig, virkelig forfærdeligt. Og det sidder sgu i mig i dag,« fortæller kronvidnet i tv-udsendelsen, som ser kritisk på politiets opklaringsarbejde i den endnu ikke afsluttede sag.

32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016. 
32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016.  Foto: Privatfoto
Vis mere

En 28-årig mand blev i maj i år anholdt og fængslet for drabet på Louise Borglit. Men i tv-dokumentaren peger en række eksperter på flere kritisable omstændigheder, der muligvis kunne have ført til, at drabssagen kunne være blevet opklaret langt tidligere.

Eksempelvis undrer tv-journalisterne sig over, at kronvidnet fra gerningsaftenen aldrig har fået vist billeder af mulige gerningsmænd eller blevet inviteret til en konfrontation hos Københavns Vestegns Politi for om muligt at udpege den mistænkte gerningsmand.

»Jeg er 100 procent sikker på, at jeg ville kunne genkende ham. Jeg glemmer aldrig det ansigt der.«

»Psykisk præger det stadig meget af mit liv. Jeg får angstpiller og sover dårligt om natten. Chokket – at man har stået over for manden, og angsten for om han kommer igen,« forklarer kronvidnet i tv-dokumentarens første afsnit.

Louise Borglit blev dræbt med talrige knivstik i november 2016. Mindre end et år efter indledte den nu 29-årige mand, der er anholdt og sigtet for drabet, et voldeligt forhold til en noget ældre kvinde, der ifølge sin egen forklaring blev slået næsten dagligt, inden kæresten forsøgte at dræbe hende.
Louise Borglit blev dræbt med talrige knivstik i november 2016. Mindre end et år efter indledte den nu 29-årige mand, der er anholdt og sigtet for drabet, et voldeligt forhold til en noget ældre kvinde, der ifølge sin egen forklaring blev slået næsten dagligt, inden kæresten forsøgte at dræbe hende. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det uhyggelige kvindedrab syntes i næsten seks år at forblive en uopklaret mordgåde. Men 6. maj i år kunne Vestegnens Politi til alles overraskelse oplyse, at man havde anholdt en 28-årig mand og sigtet ham for drabet.

Han sad i forvejen i fængsel, da han var i gang med at afsone en straf på otte års fængsel, som han fik i 2017 – altså efter drabet på Louise Borglit – for drabsforsøg på en tidligere kæreste.

Og som led i opklaringen sendte politiet i største hemmelighed en PET-agent ind i cellen til den 28-årige. Det skete i håb om, at han på hemmelige aflytninger ville tale over sig. Og det var medvirkende til, at den 28-årige nu er blevet varetægtsfængslet for kvindedrabet i Herlev.

Københavns Vestegns Politi har ikke ønsket at kommentere kritikken i tv-dokumentaren med henvisning til, at der er tale om en verserende sag, som stadig efterforskes. Samme besked får B.T. også, da vi forsøger at få en kommentar.