Familien til Louisa Vesterager Jespersen er blevet spammet til med grusomme billeder og ubehagelige beskeder på Facebook, efter at hun blev fundet dræbt i Marokko i mandags.

Ukendte Facebook-brugere har generet familien så meget, at de nu har lukket deres private profiler, oplyser Louisas mor, Helle Jespersen, til B.T.

»Vi er blevet bombarderet af mange mærkelige mennesker. Nogle gode, men også folk, der har skrevet, at min datter har godt af, at hun er død. Der var også mange folk, der ansøgte om venskab og lagde videoer på profilerne,« fortæller Helle Jespersen til B.T. og gør klart, at hun henviser til politiet for yderligere spørgsmål.

Både Helle Jespersen og hendes to døtre har følt sig nødsaget til at deaktivere deres Facebook-konti, da blandt andet en likvideringsvideo er blevet delt på deres profiler.

Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion.
Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion. Foto: Facebook
Vis mere

Den omtalte video, som angiveligt skulle vise et af drabene på de to kvinder, begyndte at florere flere steder på nettet, efter danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland blev fundet dræbt i et bjergområde nær landsbyen Imlil, hvor de var ude at vandre.

Efterfølgende har Politiets Efterretningstjeneste (PET), de marokkanske myndigheder og det norske kriminalpoliti Kripos arbejdet hårdt på at undersøge ægtheden af videoen, og fredag kunne Kripos meddele, at alt tyder på, at drabsvideoen er ægte.

Ud over den makabre video har familien modtaget stillbilleder fra drabene, samt positive såvel som negative tilkendegivelser fra fremmede udenlandske profiler.

Men desværre er familien Jespersen ikke de eneste, som er udsat for forfølgelse på Facebook.

Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook.
Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook. Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Også 28-årige Maren Uelands familie har været eksponeret for lignende kommentarer og billeder på de sociale medier.

I skrivende stund eksisterer den private Facebook-profil tilhørende Maren Uelands mor stadig, og her har B.T. observeret, at der hele tiden kommer nye kommentarer, links og billeder på hendes væg.

En ny form for terror

Fænomenet, hvor makabert materiale og kommentarer sendes direkte til de pårørende, er ifølge Jacob Mouritzen, der er partner og ekspert i sociale medier i kommunikationsbureauet Mindshare, en ny grusom tendens:

»Jeg har ikke set fænomenet før. Det må være en drastisk ny drejning i digitaliseringen af terror, når terrorister eller sympatisører vil såre mennesker i en sårbar og forfærdelig situation,« siger Jacob Mouritzen og uddyber:

»Det må være en klar taktik, når man via falske profiler og bot-netværk går ind på private sider for at skade pårørende og sende dem grusomme videoer og billeder i deres kommentarspor.«

Derfor mener Jacob Mouritzen også, at Helle Jespersen og hendes familie har gjort det rigtige ved at slette Facebook-profilerne:

»Det eneste, man kan gøre, er at deaktivere kontoen. Ellers skal man slette beskeden og anmelde personerne til Facebook,« forklarer Jacob Mouritzen og understreger, at Facebook ikke nødvendigvis holder øje med sympatisørernes aktivitet på profilerne:

»Facebook har ikke tænkt sig at afsætte midler til at holde øje med din profil for dig. Men hvis der bliver uploadet film på siden, så fanger Facebooks systemer dem hurtigt. Det er noget andet med beskeder, links og billeder. Det er nærmest umuligt at lukke ned for.«

Her blev Louisa og Maren dræbt: Grafik: VG.no:

Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox
Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox
Vis mere