Danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Uelande blev mandag den 17. december fundet dræbt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko i Nordafrika.

B.T. giver dig her overblikket over sagens fakta indtil nu.

De to veninder på henholdsvis 24 og 28 år rejste 9. december sammen til Marokko, hvor de skulle tilbringe julen med at rejse rundt i landet.

De blev dog fundet dræbt i eller ved deres telt.

Politiet ses arbejde på gerningsstedet for drabene.
Politiet ses arbejde på gerningsstedet for drabene. Foto: -
Vis mere

Indenrigsministeriet i Marokko har oplyst, at kvinderne bar tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab.

Louisa Vesterager Jespersens mor, Helle Jespersen, blev orienteret om drabet på sin datter af politiet mandag aften.

Onsdag aften bekræftede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at marokkanske myndigheder efterforsker, om drabene har en mulig forbindelse til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

PET har videre bekræftet, at der på internettet cirkulerer en video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder.

'Der er tale om en usædvanligt bestialsk sag om drab på to helt uskyldige unge kvinder,' skriver PET i en pressemeddelelse.

Statsministeriet oplyser, at baggrunden for, at sagen efterforskes som en mulig terrorsag, skyldes pågribelsen af en mistænkt person, som tilhører en ekstremistisk gruppe.

Derudover hænger terrorefterforskningen sammen med videoen, der angiveligt skulle være optaget af drabene.

De pårørende er ifølge Statsministeriet underrettet om den seneste udvikling i sagen.

Ved du noget om sagen, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtaler i en pressemeddelelse, at 'meget tyder nu på, at drabene kan være politisk motiverede og dermed en terrorhandling'.

'Det fylder mig med vrede og afsky, og jeg tager på det skarpeste afstand fra disse barbariske og bestialske handlinger,' siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

Fire mænd er mistænkt for drabene. Én af dem er blevet pågrebet i Marrakesh tirsdag den 18. december.

Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Hun blev 24 år.
Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Hun blev 24 år. Foto: Facebook
Vis mere

Tre mistænkte er blevet efterlyst med billede, rapporterer norsk TV2 ifølge nyhedsbureauet NTB.

De to kvinder var på en måned lang rejse og var erfarne friluftsmennesker.

Begge studerede på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

Tre mistænkte er blevet anholdt i forbindelse med drabet på en dansk og en norsk kvinde i Marokko.

Det oplyser efterretningskilder torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.